Højreradikale stormer ukrainsk parlament – live blog

Rada

Det ukrainske parlament Verkhovna Rada Foto: Ota Tiefenböck

Ukraine: De ukrainske højreradikale fra organisationen Højre Sektor er netop i disse timer samlet foran det ukrainske parlament i Kijev og forlanger, at indenrigsminister Avakov går af. Demonstranterne råber ifølge den ukrainske avis Ukrainskaia Pravda “revolution” og slår på dørene og smadrer glas på glasdøre.

De højreradikales aktion skyldes formentlig gårsdagens drab på organisationens leder i Vestukraine, Oleksander Muzitjko, som døde under en politiaktion natten til onsdag.

20:35

Ifølge Unian er omkring 1500 højreradikale samlet foran parlamentsbygningen og har planlagt at storme parlamentet. Parlamentets vagtværn står ifølge Unian parat med skjolde.

20:50

Det ukrainske politi er til stede med flere enheder for at forhindre provokationer og opfordrer aktivisterne fra Højre Sektor til at stoppe krænkelser af den offentlige orden. Parlamentets næstformand Ruslan Kosjulinsky fører ifølge Unian forhandlinger med højreekstremisterne.

21:03

Parlamentsmedlem Oleg Liasjko forsøger ifølge nyhedsserveren Navigator at berolige demonstranterne.

“De der ønsker et angreb arbejder for Putin, tillad ikke russerne at realisere deres planer.” råbte Liasjko ifølge Navigator. Deltagerne svarer ved at råbe “Død for død, blod for blod”.

 

21:16

Aktivisterne er ifølge Unian placeret ved alle indgange. Ved en af indgangene diskuterer parlamentsmedlem og præsidentkandidat Vitalij Klitjko med de fremmødte. Ved en anden indgang forlanger aktivisterne Avakovs øjeblikkelig afgang, samt at få udleveret våben, så de kan forsvare Krim. Aktivisterne er ifølge Unian ved at beslutte de næste skridt.

22:35

Højre Sektor beslutter, ifølge Unian, at afslutte dagens aktion. Nogle af de demonstrerende aktivister beslutter at blive foran parlamentsbygningen. Parlamentsmedlem Oles Dony oplyser, at parlamentet vil i morgen diskutere oprettelsen af en undersøgelseskommission, som skal efterforske mordet på Oleksander Muzitjko.

SLUT

Share This