Status på Ukraine: Har paven forrådt Ukraine?

Af Uffe Gardel

Ukraine: Pavens og Moskva-patriarkens møde forleden i Havana var tænkt som en broderlig omfavnelse. Men det ligner mere og mere et russisk forsøg på at tage paven ved næsen, og de to kirkelederes fælles erklæring har udløst bestyrtelse og dyb skuffelse i Ukraine.

Tilsyneladende har Vatikanet måtte acceptere at give Moskva-kirken indflydelse på den ukrainske uniatkirkes forhold. Desuden har paven måttet skrive under på noget, som ligner en hvidvaskning af Moskva-kirkens klare støtte til den russiske aggression i Ukraine.

Moskva-patriarkatet er allerede i fuld gang med at spinne sin egen version af mødet og erklæringen. Den polske avis Rzeczpospolita kan således fortælle at Vatikanet og Moskva  har aftalt at nedsætte en særlig fælles kommission for at se på den ukrainske kirkes fremtid; det hævder metropolit Ilarion fra Moskva-kirken i hvert fald.

Uniatskirken er en århundreder gammel irritation for Moskva. Uniaterne er nemlig godt nok ortodokse i ritualer og trossætninger; en udefrakommende ville have svært ved at se forskel på dem og de andre ortodokse kirkesamfund. Men der er én kæmpestor forskel: Kirken anerkender paven i Rom som sin øverste leder. Det særprægede arrangement går tilbage til 1500-tallet, da den vestlige del af Ukraine var en del af Polen.

Og nu er paven tilsyneladende i gang med at indgå aftaler med Moksva hen over hovedet på ukrainerne.

”Vores erfaring gennem mange år er, at hvis Vatikanet og Moskva afholder møder og underskriver fælles tekster, så er det svært at forvente sig noget godt,” siger uniatskirkens leder, Sviatoslav Sjevtjuk, på kirkens hjemmeside.

Uniatskirken kalder sig selv græsk-katolsk, men følger altså Rom. Den er den ene af i alt fire forskellige ortodokse kirker i Ukraine, og den blev direkte forfulgt af de sovjetiske myndigheder, i modsætning til Moksva-kirken, der dog var tålt.

Paven og -patriark Kirill underskrev en fælles erklæring bestående af 30 punkter, og der er to ubehageligheder for ukrainerne i den. Den ene er punkt 25, som tilsyneladende giver Moskva adkomst til at blande sig i uniatskirkens forhold (hele erklæringen kan læses her).

”Det er vores håb, at vores møde også vil bidrage til forsoning overalt hvor der findes spændinger mellem græsk-katolikker (dermed menes uniatskirken, red.) og ortodokse. Det er i dag klart, at den tidligere uniats-metode, forstået som foreningen af den ene menighed med den anden og adskillelse fra dens kirke, ikke er måden at genoprette enhed på. Ikke desto mindre har de kirkelige menigheder som er opstået i disse historiske omstændigheder, ret til at eksistere og at foretage sig, hvad der er nødvendigt for at opfylde deres troendes åndelige behov…”, står der i erklæringen.

På papiret er dette faktisk et fremskridt. For som uniatskirkens leder forklarer i interviewet, (se link ovenfor), så har Moskva-kirken tidligere simpelt hen nægtet at anerkende uniatskirkens ret til at eksistere. Men at man nu skal til at have en fælles kommission til at se på uniatskirken, kunne godt ende med at betyde, at Moskva får indflydelse på ukrainerne.

En anden besynderlighed i Pavens og patriark Kirills erklæring er, at de to kirkelige overhoveder opfordrer kirkerne i Ukraine til at holde sig ude af det man betegner som ”konflikten” i Ukraine; det er erklæringens punkt 26.

”Selve ordet ”konflikt” er besynderligt her, og ser ud til at lægge op til, at læseren skal tro at vi har en ”intern konflikt” og ikke en aggression fra en nabostat,” siger uniatskirkens leder, Sviatoslav Sjevtjuk.

”Man får indtryk af at Moskva-patriarkatet (…)  stædigt nægter at indrømme at det er en del af konflikten, ved at det åbenlyst støtter Ruslands aggression mod Ukraine.”

På en pressekonference efter mødet med Kirill har pave Frans udtrykt forståelse for, at netop dette punkt kan opfattes som et forrædderi i Ukraine. Pavens ord om dette spørgsmål fortjener at blive gengivet som de faldt, for ; han lyder som en mand der først for sent har indset, at han er blevet narret, og nu fortryder:

“(…) den historiske kendsgerning er en krig, der er blevet oplevet som… jeg ved ikke… altså, alle har deres egen opfattelse af denne krig, hvem der begyndte den, hvad man skal gøre (…) Og her indsætter jeg dette afsnit (i erklæringen, red.). Man kan godt forstå de troende, for Stanislav (uniatskirkens leder, red.) fortalte mig at mange troende har skrevet til ham og sagt at de er dybt skuffede og føler sig forrådt af Rom. Man kan godt forstå at folk i denne situation føler sådan, ikke?”