Sjov med nationalsangen
Af Uffe Gardel
Det gik helt galt med den russiske nationalsang forleden dag på Krim. Lokalregeringen i byen Sevastopol skulle åbne en ekspertkonference om et eller andet, og nationalsangen skulle afsynges; teksten blev vist på storskærm.
Men hvad stod der dog? Det var bestemt ikke den rigtige version. For eksempel var sætningen “Rusland, vort hellige land” blevet til “Rusland, vort vanvittige land”.
“Det er enten tankeløshed; operatøren har bare hurtigt hentet en tekst ned fra nettet uden at sikre sig, hvad det var (…) eller det er en bevidst provokation,” fortæller lokalregeringens viceminister for eksterne relationer, Vladimir Tjunin, til radiostationen “Moskva taler” – ifølge flere russiske medier, heriblandt Lenta.ru.
“Guvernøren og hans stedfortræder skulle have været tilstede ved åbningshøjtideligheden. Forestil Dem situationen: Dér står guvernøren, nationalsangen bliver afsunget, og på skærmen bag ham står der sådan noget.”
Det er en alvorlig forbrydelse i Rusland at gøre grin med de nationale symboler, herunder nationalsangen; det kan give op til et års fængsel.
Sevastopol ligger på Krim og blev annekteret ulovligt af Rusland sammen med resten af halvøen, men byen er en selvstyrende republik på lige fod med Krim og altså juridisk set ikke en del af Krim. Byen regnes for at være den mest russiskvenlige del af Krim overhovedet.