Zelenskyj under pres. Kampen mod korruption er indtil videre uden større succes

Volodymyr Zelenskij Foto: President Of Ukraine from Україна

Af Michael Skovgaard

Ukraine: Ukraines præsident Zelenskyj har netop kunnet fejre de 45 år. For mange fremstår han som et ikon i kampen mod Rusland, men han døjer stadig med korruption i egne rækker, selv om han har forsøgt at rette op – det skriver den  schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung (NZZ)

Zelenskyjs nærmeste inderkreds er åbenbart rodet ind i en masse korruptionsskandaler. Ifølge flere medier har guvernøren i Saporosje stjålet flere hjælpeleverancer. Og en højtstående jurist i parlamentet har åbenbart foretaget en luksusferie under dække af en tjenstlig rejse.

Præsidenten har selv udtalt, at han vil bekæmpe korruptionen i landet, som er en hæmsko for et muligt medlemsskab af EU. En tvivlsom praksis hos den ledende elite i Ukraine er intet nyt. Befolkningen er moralsk rustet til en fortsat kamp mod Rusland, men spørgsmålet er, hvor længe ukrainerne fortsat vil acceptere præsidentens korrupte inderkreds.

Zelenskyj fremstår som den store leder, men ifølge NZZ er hans bevægelse „Folkets Tjenere“ styret af økonomiske interesser og personlig loyalitet over for personer, som understøtter hans magtbase. Og præsidentens reelle position i dette netværk er uklart.

Flere skandaler er blevet afdækket, men folk i Zelenskyjs inderkreds bliver åbenbart ikke straffet. Et eksempel er køb af feltrationer til hæren, hvor mellemmænd skulle have taget sig godt betalt. Et andet eksempel handler om køb af generatorer, hvor der også var korruption i spil.

Især juristen, som tog på ferie under påskud af tjenesterejse, har vakt forargelse. Lige nu må tjenesteduelige mænd ikke forlade Ukraine, selv om deres ægtefæller og øvrige familie forlængst har forladt Ukraine.

Flere af de korruptionsanklagede, som nu er blevet løsladt, har været involveret i større anlægsarbejder. Især Valentin Retnisjenko, guvernøren i Dnipropetrovsk. Ifølge NZZ skulle hans personlige fitness-træner have fået en kontrakt til en værdi af 40 mio. schweizerfranc for at lede  et projekt med anlæg af nye veje.

Den mest magtfulde person i det statslige anlægsprojekt var Kirilo Timosjenko. Han blev fyret, men ikke straffet. Han var nærmeste rådgiver for præsidenten og kendt for at køre rundt i dyre biler – heriblandt en Chevrolet Tahoe, som egentlig var beregnet til nødhjælpsarbejde.

Han blev efterfulgt af Andrej Jermak, som er leder af præsidentens kontor og har fået enorm indflydelse i løbet af det seneste år. Ud over gruppen i parlamentet har Zelenskyj 46 personlige rådgivere, som især har stor indflydelse på medierne i Ukraine.

I offentligheden er det således ikke klart, hvem der reelt bestemmer hvad. I sidste uge fyrede Zelenskyj rådgiveren Olexi Arestovitsj. Det var uklart, om han overhovedet var ansat. Medierne studsede over hans påstand om, at det ikke var russiske raketter, som havde kostet 45 civile livet i Dnipro, men at det derimod skulle have været ukrainske forsvarsvåben.

Kort sagt er Zelenskyj afhængig af en magtelite for at bevare magten, men så længe Ukraine har succes på slagmarken, er han fredet.

Zelenskyj har lovet både en sejr i krigen og et opgør med korruptionen. Men han er stadig afhængig af en intern magtbase, som er gennemsyret af korruption. 2023 vil vise, om Ukraines præsident formår at holde begge løfter.    

Share This