Walesa i tilværelsens ulidelige lethed

Lech Walesa i 1980 Foto- Giedymin Jabłoński

Lech Walesa i 1980 Foto- Giedymin Jabłoński

Af Ota Tiefenböck

OTBLOG: Den tyske forfatter Günter Grass indrømmede, at han som ung var medlem af SS. Den tjekkiske forfatter Milan Kundera kom i sit hjemland Tjekkiet i voldsomt stormvejr på grund af et påstået samarbejde med det kommunistiske styre i halvtredsernes Tjekkoslovakiet. Flere kendte personer er gennem tiden kommet i modvind på grund af deres fortid.

Den næste i rækken er den polske frihedshelt Lech Walesa. Dokumenter, som angiveligt bringer nye oplysninger om Lech Walesa’s rolle som agent for den kommunistiske sikkerhedstjeneste er dukket op i Polens tidligere indenrigsminister, nu afdøde Czeslaw Kiszczak’s hjem.

Af disse dokumenter fremgår det ifølge chefen for Det Nationale Institut for erindring (IPN), at den tidligere frihedshelt, i arkiverne under navnet “Bolek”, i en periode i 1970erne aktivt samarbejdede med de kommunistiske myndigheder.

Sagen er ikke ny. Lech Walesa er i gennem de seneste 20 år i flere omgange blevet anklaget for sit samarbejde med den kommunistiske sikkerhedstjeneste og har alle gange afvist anklagen. Hvorvidt anlagen mod ham er rigtig eller ej er imidlertid totalt ligegyldigt.

At dømme nogen på baggrund af en historisk viden, vi har i dag, anklager og afsløringer, taget ud af deres historiske kontekst, uden hensynstagen til tiden dengang og datidens samfundsorden, kan man nemlig ikke bruge til noget som helst. Det der til gengæld er sikkert og ganske håndgribeligt, det er Lech Walesas betydning for den europæiske historie, og den bliver ikke mindre, uanset om han på et tidspunkt for mange år siden har skrevet under på et eller andet.

Milan Kundera skriver i sin bog Udødeligheden fra 1990:

”Vi må skelne mellem den såkaldt lille udødelighed, som er erindringer om et menneske i sindet hos dem, der har kendt vedkommende, og den store udødelighed, der betyder erindringen om et menneske i sindet hos folk, han ikke har kendt personligt. Der er livsbaner, der straks fra begyndelsen stiller mennesket ansigt til ansigt med sådan en stor udødelighed, det er kunstnernes og statsmændenes udødelighed.”
Om Lech Walesa er skyldig og har samarbejdet med det kommunistiske sikkerhedstjeneste eller ej, forbliver formentlig et spørgsmål om tro, men at Lech Walesas handlinger og frihedskamp har placeret den polske elektriker ansigt til ansigt med den store udødelighed, herom hersker der næppe nogen tvivl. Problemet ligger, i hvert fald set med mine øjne, snarere hos de personer som ønsker at stemple ham som stikker.

Share This