Wagenknecht kritiserer eget parti, venstrefløjspartierne er blevet partier for de veluddannede og velstillede

Af Michael Skovgaard

Tyskland: „Die Linke er ikke til for at beskæftige sig med de privilegeredes livsstilsproblemer“. Det sagde den tidligere gruppeformand for Die Linke i Forbundsdagen Sahra Wagenknecht til avisen „Neuen Osnabrücker Zeitung“.
Sahra Wagenknecht beskylder sit parti for at have mistet jordforbindelsen og beklager samtidig, at for mange politikere ikke længere varetager de fattiges interesser. Og hun ser en tiltagende spaltning af det tyske samfund.
„Mange af partiets politikere har mistet kontakten til udsatte grupper, dvs. folk uden videregående uddannelse, den ældre middelklasse og de lavtlønnede. Mange kæmper hver for måned for at overleve både materielt og socialt, og de føler sig ofte ladt i stikken.“
„Die Linke er til at for at varetage disse gruppers interesser og ikke for at beskæftige sig med de velstilledes pseudo-problemer,“ lød det videre. „Desværre er venstrefløjspartierne i Europa i stigende grad blevet partier for de veluddannede og velstillede.“
Dermed sendte hun en klar stikpille til partiets kulturmarxistiske fløj, som går mere op i identitetspolitik, kønsnormativitet og andre temaer, som især kendetegner Die Linke i Berlin, hvor partiet er en del af bystyret.
Wagenknecht beklagede desuden, at mange af „hverdagens helte“ under corona-krisen får en elendig løn for deres indsats.
„Nu har regeringen indset, hvem der for alvor er systemrelevante i vores samfund. Folk der trods corona har arbejdet hårdt og været udsat for stor risiko, nemlig ansatte i plejesektoren, personale i supermarkeder og offentlig transport.“
I disse faggrupper er en typisk bruttoløn pr. måned 12-15.000 kroner for ufaglærte. Mindstelønnen er lige nu 9,35 euro i timen (70 kroner), og det er vedtaget, at den skal stige gradvist til 10,45 euro (78,35 kroner) frem mod 2022.
Wagenknecht tilhører den klassiske socialistiske fløj i Die Linke sammen med sin mand Oskar Lafontaine, som var tidligere spidskandidat for partiet. Efter en hård magtkamp med Gerhard Schröder var han med til at grundlægge Die Linke i 2007 som en aflægger af SPD og en fusion med PDS, som var videreførelsen af det kommunistiske DDR-parti SED.
Sahra Wagenknecht toppede ranglisten over de mest populære politikere tilbage i 2019 – endda foran kansler Merkel ifølge flere målinger.
Ifølge de seneste målinger ligger Die Linke til omkring 7-8 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen. Partiet opnåede godt 9 procent ved valget i 2017. Den rød-grønne blok bestående af SPD, De Grønne og Die Linke mønstrer til sammen omkring 40 procent og er dermed langt fra at kunne danne regering. Blokken var tæt på 50 procent tidligere på året, hvor De Grønne var oppe og snuse til 25 procent. I de seneste målinger er De Grønne nede på 17-19 procent. Kriseramte SPD ligger på ca. 15 procent, og der ingen tegn i sol og måne på, at det store folkeparti vender til fordums storhed.