Vladimir Putins samtale med journalist Pavel Zarubin (aften den 24. februar 2025)

Rusland: Ruslands præsident Vladimir Putin gav et interview til den russiske journalist Pavel Zarubin. Lucie Sulovska har gjort det store arbejde at oversætte interviewet, som vi her bringer i en lettere redigeret Google translate oversættelse.

PAVEL ZARUBIN:
Vladimir Vladimirovitj, vi har lige fulgt dine forhandlinger mellem afdelingerne om sjældne jordarter. Jeg undskylder på forhånd, men jeg tror, ​​at alle journalister i verden nu interesserer sig for sjældne jordarter, bare i en lidt anden sammenhæng. USA – for at sige det mildt – beder indtrængende Zelenskyj om at underskrive en aftale med dem om disse råstoffer som tilbagebetaling for bistand til Ukraine fra den tidligere administration, Biden-administrationen. Hvordan vurderer du udsigterne til en sådan aftale?
VLADIMIR PUTIN
Det bekymrer os ikke. Jeg vurderer det ikke på nogen måde, og jeg gider ikke engang tænke på det. Det ville selvfølgelig være nødvendigt at vurdere virkeligheden af ​​disse råvarer – om de overhovedet er der, hvor mange der er, hvad deres pris er og så videre. Men jeg gentager igen – det er ikke vores sag. Vores sag er det, vi lige har diskuteret på mødet. Sjældne jordarter er et nøgleelement, meget vigtigt for moderne industrier. Vi gør kun lidt på dette område; Målet med dagens møde var i første fase at fokusere administrative ressourcer på arbejdet i denne retning. I øvrigt ville vi være villige til at tilbyde samarbejde til vores amerikanske partnere – og når jeg siger partnere, mener jeg ikke kun administrative og statslige strukturer, men også virksomheder – hvis de vil vise interesse for at arbejde sammen. Vi har – og det vil jeg understrege – væsentligt større reserver af disse råstoffer end Ukraine. Rusland er et af ​​verdens absolut førende lande inden for reserver af ædle metaller. Vi har dem i nord – i Murmansk, i Kaukasus – i Kabardino-Balkaria, i Fjernøsten, i Irkutsk-regionen, i Yakutia, i Tuva. Det er investeringstunge projekter, men vi er villige til at samarbejde med alle udenlandske partnere, også amerikanske.
Og hvad angår de nye russiske territorier – det er det samme der. Vi er klar til at inddrage udenlandske partnere i investeringer i vores såkaldte nye territorier, faktisk historiske territorier, der er vendt tilbage til Den Russiske Føderation, fordi der også er visse reserver der. Og også her er vi villige til at samarbejde med udenlandske partnere, også amerikanske.
PZ:
Selv i nye regioner?
VP:
Ja, selvfølgelig.
PZ:
I disse dage ser vi en bogstavelig strøm af forskellige udtalelser og diskussioner – og alle taler om Trump. Hvorfor siger han så voldsomt, at Zelenskyj skal afholde valg, idet han siger, at han kun har fire procents støtte? Europæere kritiserer ham ganske hårdt for disse udtalelser. Og der opstår meninger om, at den amerikanske præsidents nuværende tilgang faktisk spiller Rusland i hænderne. Er du enig i det?
VP:
Nej, det synes jeg er fuldstændig nonsens. Jeg har den modsatte mening om sagen end den, du lige har skitseret. Den nuværende leder af Kiev-styret er ved at blive en giftig figur for de ukrainske væbnede styrker, fordi han udsteder absurde ordrer, der ikke er dikteret af militære, men af ​​politiske overvejelser – og selv de er ikke klart underbygget. Dette fører til uforholdsmæssigt store, hvis ikke direkte katastrofale, tab for den ukrainske hær. Det er også giftigt for samfundet som helhed. Og dette bekræftes af dagens mislykkede afstemning i Rådet om at forlænge hans mandat. Desuden kørte han sig selv ind i en blindgyde ved at forbyde forhandlinger med Rusland om en fredsaftale – han afsluttede forhandlingerne. Og hvad er problemet? Problemet er, at han undgår disse handlinger. Hvorfor? For hvis det gjorde det, ville det før eller siden – og sandsynligvis meget hurtigt – føre til behovet for at ophæve krigstilstanden. Og når det først sker, skulle der afholdes valg med det samme. I dag afholdes der ikke valg i Ukraine netop på grund af undtagelsestilstanden. Hvis forhandlingerne skulle begynde, skulle krigsretten snart ophæves – og så skulle der afholdes valg. Og her har den nuværende leder af regimet et problem.
Det handler ikke så meget om, hvorvidt han har 4 % eller ej. Pointen er, at ifølge vores objektive data er hans popularitet nøjagtigt dobbelt så lav som hans nærmeste politiske rival. Det er hr. Zaluzhnyj, den tidligere øverstkommanderende for de ukrainske væbnede styrker, som blev sendt til London – og hans popularitet er dobbelt så høj. Og hvis vi tilføjer den mulige støtte til denne kandidat fra andre politiske personer, herunder tidligere premierministre eller præsidenter, så har den nuværende leder af regimet absolut ingen chance for at vinde valget. Chancerne er nul – medmindre han planlægger at groft manipulere valget, hvilket ville være endnu værre for ham, fordi det ville være for indlysende.
Trump forstår tilsyneladende dette og presser ham til valget, fordi det forekommer mig, at han ønsker at helbrede den politiske situation i Ukraine, forene samfundet og skabe betingelser for den ukrainske stats overlevelse. Og det er ikke i Ruslands fordel, men snarere i Ukraines interesse. Ydermere har den nuværende amerikanske præsident erklæret, at han ønsker at opnå fred – det ønsker vi i øvrigt også – og så hurtigt som muligt. Og den nuværende leder af Kiev-regimet står i vejen for dette mål. Det er derfor, Trump handler, som han gør. Og ikke fordi det ville være i Ruslands interesse, men snarere i Ukraines interesse at bevare sin stat. Det har vi intet imod, selvom vi selvfølgelig helst ser, at Ukraine ikke bliver en fjendestat og ikke bliver brugt som springbræt til et angreb på Rusland, men hellere bliver en venlig nabo igen.
PZ:
Hver dag hører vi mange forskellige udtalelser fra Trump. Du har mødt ham flere gange og for nylig haft en telefonsamtale med ham. Er han en person, der handler impulsivt, baseret på følelser?
VP:
Selvfølgelig ikke. Ja, det nuværende Kiev-regime giver ham masser af muligheder for at udtrykke sine følelser. Men det, jeg lige sagde, antyder noget helt andet: hans handlinger er ikke baseret på følelser, men på kold beregning og en rationel tilgang til den aktuelle situation. I den nuværende situation, for at være ærlig, havde vi paradoksalt nok en interesse i, at Zelenskyj forblev i embedet og fortsatte med at afvikle det regime, som vi er i militær konflikt med. Men når det kommer til at styrke den ukrainske stat, er det klart, at vi er nødt til at handle anderledes – for at bringe folk til magten, som vil have det ukrainske folks tillid.
PZ:
Tror du, at europæiske ledere overhovedet forstår essensen af ​​den nuværende situation omkring Ukraine?
VP:
Du burde spørge dem. At dømme efter deres handlinger, forekommer det mig, at de ikke rigtig forstår det. Men det handler ikke så meget om forståelse. I modsætning til USA’s nye præsident er europæiske politiske ledere fast bundet til Kiev-styret. De har allerede sagt og lovet for meget, og nu er det meget svært, hvis ikke næsten umuligt, for dem at trække sig tilbage fra denne position uden at tabe ansigt.
Og set i lyset af, at mange af dem befinder sig i en svær indenrigspolitisk periode – diverse valg, gennemgang af mandater efter valget, problemer i parlamenter mv. – det er praktisk talt umuligt for dem at ændre holdning. I modsætning til dem har den nye præsident i USA frie hænder. Han er ikke bundet af disse forpligtelser, der forhindrer ham i at komme videre og i at arbejde på at løse konflikten. Og han har også en direkte og åben omgangsstil, han orker ikke noget pjat. Han har en unik position: han siger ikke bare, hvad han mener, han siger, hvad han vil. Det er privilegiet for lederen af ​​en af ​​verdensmagterne.
PZ:
For et par dage siden spurgte jeg jer i Skt. Petersborg om, at alle nu ønsker at komme til orde i russisk-amerikanske forhandlinger. Men europæiske ledere presser også stadig på og kræver deltagelse i forhandlingerne om Ukraine. Hvordan vurderer du det?
VP:
Det ser jeg ikke noget galt i. Ingen kan kræve noget, især ikke fra Rusland – lad dem prøve det på en anden. I århundreder har de håndhævet deres krav til deres vasaller, nu er det omvendt – de er selv under pres. Så lad dem sidde derhjemme og tænke over, hvordan de nåede så langt.
Men deres deltagelse i forhandlingerne er naturligvis ønskværdig. Vi undgik dem aldrig – vi havde regelmæssige diskussioner med dem. Det var dem, der i deres illusoriske bestræbelser på at besejre Rusland på slagmarken tog afstand fra kontakter med os. Hvis de vil vende tilbage, tak, ikke noget problem. Jeg fulgte reaktionen på mit telefonopkald med den amerikanske præsident og på mødet på højt plan i Riyadh. Det var følelsesladet og manglede enhver logik. Hvorfor? For for at løse komplekse og meget følsomme problemer, herunder Ukraines, skal både Rusland og USA først tage det første skridt.
Og det første skridt? Det skal sigte mod at øge tilliden mellem de to stater. Det er præcis, hvad vi diskuterede i Riyadh, og det er, hvad vores andre kontakter på højt niveau også vil diskutere. Uden dette kan intet problem løses – inklusive den ukrainske krise.
Og hvor figurerer europæerne i dette? Hvad ville de gøre der. Disse er russisk-amerikanske bilaterale forbindelser. I telefonopkaldet og på mødet i Riyadh nævnte vi naturligvis spørgsmål relateret til den ukrainske krise, men selve essensen af ​​dette emne er endnu ikke blevet diskuteret. Vi blev først enige om at behandle det senere. Og i den forbindelse udelukker vi ikke europæiske staters deltagelse.
Jeg vil gerne understrege: Vi respekterer også holdningen hos vores BRICS-partnere, som har skabt en gruppe fredstilhængere. For eksempel talte jeg med den kinesiske præsident i dag, og vi diskuterede også dette. Han informerede mig om, at deres gruppe, “Freds Venner”, snart ville mødes igen i New York for at tage fat på dette problem. Ikke kun europæere, men også andre lande har ret til at deltage.
PZ: Jeg vil gerne bede om en kommentar til Trumps øvrige udtalelser – og dem er der mange af.
VP: Gerne, men ikke til alle, okay?

PZ:
Ikke til alle. For eksempel sagde han, at han ville foreslå dig og den kinesiske leder, at I halverede forsvarsbudgetterne. Hvad synes du om det?
VP:
Jeg kender til det og gætter, hvad det er baseret på. Sandsynligvis baseret på beregninger fra et britisk forskningscenter, der analyserede vores militærudgifter efter købekraftsparitet. Sidste år var det amerikanske militærbudget, tror jeg, 968 milliarder dollars. Lægger man russiske og kinesiske udgifter sammen, kommer det nogenlunde ens ud – tilsammen er de sammenlignelige med amerikanske udgifter.
Først skal det beregnes korrekt. Det britiske centers beregninger kan være nøjagtige eller ikke – de kan være fuldstændig unøjagtige. For det andet kan jeg ikke kommentere, hvordan Folkerepublikken Kina vil reagere på dette. Amerikanerne har allerede flere gange henvendt sig til Kina med forskellige forslag vedrørende strategiske offensive våben og andre grundlæggende spørgsmål. Men det er Kinas sag.
Hvad os angår, kunne vi nå til enighed med USA – det er vi ikke imod. Ideen er god: Hvis USA skærer i udgifterne med 50 %, vil vi skære dem med 50 %. Og Kina kan så være med, hvis det vil. Vi synes, forslaget er interessant, og vi er klar til at diskutere det.
PZ:
Trump indførte også en told på 25 % på import af stål og aluminium fra alle lande. Og vi samarbejdede engang ganske godt med USA inden for aluminium. Hvordan vurderer du denne forretningspolitik?
VP:
Jeg ønsker ikke at kommentere på USA’s handelspolitik nu. I mange år har det været forbundet med sanktioner, ikke kun mod os. Vi anser disse sanktioner for at være ulovlige og skadelige for verdenshandelen og økonomien. Og efter min mening er de skadelige for både os og dem, der introducerer dem. Når det kommer til handelspolitik, højere satser, told og lignende – hvert land bestemmer selv, hvad der er gavnligt for det, og hvad der ikke er. Jeg forstår logikken – bring produktion til dit land, skab arbejdspladser, få virksomheder til at betale skat på alle niveauer af skattesystemet, og så videre. Men på et tidspunkt vil disse skridt uundgåeligt løbe ind i problemer, såsom inflationspres og stigende produktpriser. Med hensyn til aluminium leverede vi i 2017 cirka 15 % af den samlede amerikanske aluminiumimport. Samlet producerer USA omkring 60 % af sit eget behov og importerer de resterende 40 %. Og af de 40 % udgjorde russisk aluminium 15 %. Hovedleverandøren i dag er Canada.
Hvis USA besluttede at åbne sit marked for vores producenter, kunne vi sælge omkring 2 millioner tons aluminium på det amerikanske marked. Det ville ikke have den store betydning for prisen, men det ville efter min mening være med til at stabilisere markedet. Og vigtigst af alt – vi kunne samarbejde med amerikanske virksomheder i denne sektor. For eksempel var der allerede i sovjettiden planer om at bygge et nyt vandkraftværk i Krasnoyarsk-regionen og udvide aluminiumsproduktionen. Aluminium er primært et spørgsmål om energi, gerne billig energi. Vandkraft er billig og økologisk ren. Selvom disse projekter er investeringstunge – ifølge de foreløbige skøn ville de koste omkring 15 milliarder dollars i dag – er de stadig værd at overveje. Ja, den nuværende amerikanske præsidents politik er at koncentrere produktionen om USA’s territorium. Men hvis amerikanske virksomheder investerede her, ville det også være gavnligt. Virksomheder ville tjene ordentlige penge, og de nødvendige mængder aluminium ville komme til det amerikanske marked under fuldstændig acceptable markedsforhold. Der er meget at tænke på, såvel som fælles arbejde inden for sjældne jordarter og andre sektorer, herunder energi.
PZ:
For et par minutter siden læste jeg i øvrigt en rapport fra USA: Præsident Trump sagde, at USA og Rusland diskuterer store økonomiske projekter som led i forhandlingerne om Ukraine.
VP:
Ja, nogle af vores virksomheder er i kontakt med hinanden og diskuterer sådanne projekter.
PZ:
Mange tak.