Victoria Nuland i Moskva

Victoria Nuland Foto: VOA

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: I dag, den 11. oktober, er Victoria Nuland, undersekretær i det amerikanske udenrigsminister på besøg i Rusland. Nuland er udpeget af Joe Biden som rådgiver i politikken over for Putins Rusland, og rejsen finder sted, selv om Nuland er på listen over højtstående personer i USA, der ikke kan besøge Rusland.

Hun kom på listen over ikke-ønskede personer som svar på amerkanske ”smart sanctions” over for udvalgte topfolk i Rusland. Besøget, siger russiske medier, har været ønsket af USA. Som gengæld for indrejsetilladelsen har USA ophævet sanktionerne over for flere af russere, der står på USAs sorte liste. ”Sådan virker diplomatiet jo”, udtaler talskvinde i det russiske udenrigsministerium, Maria Sakharova.

Victoria Nuland er betragtet som ”høg” i politikken over for Rusland. Hun har en meget lang diplomatisk karriere bag sig, strækkende sig helt tilbage til 1990erne. Under opstanden i Ukraine i 2013-2014, under Maidan, var hun udstationeret i Kijev og bakkede her aktivt op om demonstrationerne mod Janukovitj’ regime. Hun lagde pres på Europa for at føre en mere aktiv politik.

I en lækket korrespondance med sin ambassadør sagde hun bl.a. ”fucking the EU”, underforstået at især Tyskland var for passive. Det blev skarpt imødegået af Angela Merkel. Nuland forlod Ukraine i 2017.

Under sit besøg i Moskva skal Victoria Nuland møde højtstående folk i administrationen og i den forbindelse diskutere bilaterale og globale problemer. Trods konflikter har USA ønsket et stabilt og forudsigeligt forhold til Rusland. Det primære amerikanske fokus er på Asien og især Kina.

Share This