Vestens endelige sammenbrud?

Donald og Ivanka Trump Foto: Michael Vadon

Donald Trumps udenrigspolitiske dispositioner peger i stadig højere grad mod en svækkelse af den transatlantiske alliance og synes dermed at bekræfte, at sammenholdet i den vestlige verden er under alvorligt pres

 Af Thomas Lie Eriksen

USA/EU: Præsidentens første udlandsrejse synes kun at bekræfte dette. Hvor Trumps rundrejse i Mellemøsten foregik problemfrit (måske ikke overraskende, når man er blandt ligesindede) opstod der problemer næsten fra det øjeblik, præsidenten fik europæisk grund under fødderne.

Først blev de øvrige NATO regeringschefer belært og skældt ud, som var de skoledrenge, om behovet for at leve op til deres alliancemæssige forpligtelser, primært i økonomisk forstand, men herefter ville Trump ikke engang bekræfte den såkaldte musketered over for de øvrige medlemslande. Det efterfølgende G7-topmøde i Italien blev ikke afviklet i en meget bedre stemning, mens G-20 topmødet i Hamborg forgik under mere ordnende forhold, men stadig efterlader tvivl om Trumps overordnende udenrigspolitiske verdensbillede.

Trumps optræden burde egentlig ikke komme som en overraskelse for Europas ledere, eftersom præsidenten i valgkampen lovede at sætte “Amerika først,” hvilket netop var, hvad han på sin egen brutale måde gjorde under de forskellige topmøder. Spørgsmålet er nu, hvilke konsekvenser den nye amerikanske udenrigspolitiske kurs vil få for det transatlantiske forhold, og om der reelt er tale om en dyb og vedvarende krise, eller det blot er krusninger på overfladen, som med jævne mellemrum skaber friktioner i den amerikansk-europæiske relation?

Verdens vigtigste alliance?

Reaktioner på Trumps bombastiske udtalelser lod ikke vente længe på sig. Således påpegede Angela Merkel i et øltelt i München at: ” Den tid, hvor vi kunne stole på hinanden fuldstændigt, er på vej ud. Det har jeg oplevet de seneste dage.” og ” Vi europæere er i sandhed nødt til at tage vores skæbne i egne hænder.”

Hvad det så konkret indebærer, at Europa må tage “sin skæbne i egne hænder” præciserede kansleren ikke, formentlig fordi Merkel ikke selv er klar over, hvilke initiativer der kan blive tale om, og hvor stor en del af Europa der egentlig vil tilslutte sig et mere sammenhængende europæisk sikkerhedsprojekt. Forholdet mellem Europa og USA og særligt mellem Berlin og Washington er dog kun blevet forværret efter Trumps rundrejse, men nu er det imidlertid ikke kun præsidenten selv, der skaber problemer.

Senatet har således for nyligt vedtaget nye og stramme sanktioner mod Rusland i et forsøg på at presse Moskva på områder som Syrien, Ukraine og den mulige indblanding i den amerikanske valgkamp, hvor der ikke er megen fremdrift i forhold til at finde løsninger på konflikterne.

Den nye runde af sanktioner vil imidlertid ramme tyske økonomiske interesser bl.a. omkring det meget kontroversielle Nord Stream 2 projekt, der også involverer Danmark. Med de nye sanktioner kan projektet blive vanskeligt at gennemføre, hvilket har fået Tyskland og Østrig til i fællesskab at protestere mod det amerikanske initiativ. Såfremt lovforslaget bliver vedtaget i Repræsentanternes hus (som indtil videre har afvist det) vil relationen mellem Berlin og Washington blive yderligere belastet, og samtidig udstille konflikten Berlins dilemma i forhold til sine to vigtigste samarbejdspartnere i efterkrigstiden.

Det er blevet hævdet, at alliancen mellem Tyskland og USA efter 1945 er verdens vigtigste alliance, selve omdrejningspunktet for det transatlantiske forhold og garanten for den stabile verdensorden i tiden efter 1989. I så fald er det en alliance og verdensorden, der i øjeblikket befinder sig under et voldsomt pres. Konflikten mellem Tyskland og USA over Nord Stream 2 projekt har en klart økonomisk komponent indbygget, hvor en del af baggrunden for de yderligere sanktioner mod Moskva er at styrke amerikanske økonomiske interesser, bl.a. gennem øget gaseksport til Europa, men hermed kolliderer Washingtons interesser med Berlins, og spørgsmålet er, om den tyske regering kan tåle at give efter?

Her vil nogen iagttagere påpege, at det transatlantiske forhold før har befundet sig i krisetilstand, mest alvorligt i nye tid i årene under Bush og kontroversen omkring invasionen af Irak, men at relationen mellem europæere og amerikanere blev normaliseret igen. Men var det nu også tilfældet? Måske trækker konflikten om Irak-krigen stadig spor? Og under alle omstændigheder er årsagen til den igangværende konflikt en helt anden end begivenheder i et eksotisk land i Mellemøsten. Konflikten om, hvilken Ruslandspolitik der er mest hensigtsmæssig, trækker dybe spor gennem europæisk og tysk historie og er på mange områder helt central for spørgsmålet om tysk identitet og skæbne.

Mellem øst og vest

Siden Tysklands samling i 1871 har Berlin været det ubestridte centrum i europæisk politik. Selv efter nederlagene i verdenskrigene og delingen af staten var Tyskland under Den kolde krig stadig den centrale kampplads for det ideologiske, politiske og militære opgør mellem øst og vest. Splittelsen i et Øst- og Vesttyskland, konkretiseret af Berlinmuren, var imidlertid ikke noget nybrud i tysk historie. Også før samlingen havde tyskerne været splittet mellem Vest- og Østeuropa. Hvor Rhinlandet altid har skullet forholde sig til Frankrig som den centrale med- og modspiller, var det for Preussen, som var drivkraften bag den tyske samling, Østrig-Ungarn og Rusland, der var de centrale aktører.

Efter 1871 blev det derfor en afgørende nødvendighed for Berlin at kunne balancere mellem de øst- og vestlige magter for at undgå at udløse katastrofe. Det lykkedes under Bismarck, men senere gik det galt. I tiden efter 1945 var Vesttyskland i begyndelsen helt optaget af sit forhold til Frankrig og USA, og grundlaget for det stærke transatlantiske forhold blev skabt, men fra slutningen af 60erne blev kursen ændret og opmærksomheden rettet mod øst.

Efter genforeningen i 1990 er tysk udenrigspolitik igen blevet en form for balancegang mellem øst og vest, men fremstår samtidig sært skizofren. Er det relationen til Washington, der er vigtigst, eller skal man forsøge at genskabe det særlige forhold til Frankrig, som eksisterede under de legendariske statsledere Adenauer og de Gaulle? Og hvad med kæmpen i øst, hvordan vil Berlin forholde sig til Moskva og dets interesser? Efter de seneste års konflikt står det i hvert fald klart, at det russiske problem ikke forsvinder af sig selv, og kan Tyskland overhovedet undvære Rusland som med- og modspiller i europæisk og international politik?

Mellem Mars og Venus

I den mest kritiske fase af Irak-krigen, under invasionens begyndelse i 2003, hvor uenighederne mellem europæere og amerikanere var størst, udgav den amerikanske historiker og forfatter Robert Kagan et essay om Paradiset og magten – Amerika og Europa i den nye verdensorden. Heri forsøgte Kagan at belyse, hvordan og hvorfor Europa og USA er kommet på kant med hinanden.

Ifølge Kagan er det helt nødvendigt at opgive tanken om, at europæere og amerikanere besidder et fælles syn på verden eller overhovedet bebor den samme verden. Efter afslutningen af Anden Verdenskrig opgav (vest) Europa nemlig den traditionelle magtpolitik og det syn på verden, der følger heraf, og påbegyndte i stedet en dyrkelse af international ret, transnationalt samarbejde og overnationale organisationer som FN og EF. Herigennem lykkedes det Europa at skabe et “posthistorisk paradis” og nærme sig idealet om den “evige fred”. Forudsætningen for dette paradis var imidlertid, at amerikanerne overtog Europas betagelse af magtpolitik og tro på, at militærmagt kan løse internationale problemstillinger, og herigennem holdt den brutale omverden uden for Europa i skak.

Efter afslutningen af Den kolde krig er disse tendenser kun blevet forstærket, og dette forklarer den store uenighed omk invasionen af Irak: Amerikanerne er fra Mars og europæerne fra Venus. At forlige de indbyggede modsætninger fremstår nærmest uoverkommeligt. Uenighederne var dog ikke kun betinget af Irak-krigen, men kan føres tilbage til tiden under Den kolde krig, hvor der ligeledes opstod kriser i det transatlantiske forhold.

Kagans analyse er spændende og stimulerende, men forekommer også på nogle områder forsimplet. Det største problem er, at allerede da Kagans essay udkom, var det ganske svært at tale om Europa i ental, som det gennem historien altid har været. Konflikten over Irak-krigen splittede netop kontinentet. Tyskland og Frankrig modsatte sig de amerikanske planer, mens Storbritannien, Danmark, Italien og en række østeuropæiske lande sluttede op om invasionen, hvilket fik daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld til at tale om det gamle og nye Europa. Denne problematik er i dag genopstået, den nuværende krise kan bestemt ikke reduceres til formlen Europa vs. Amerika. Det europæiske system er nemlig splittet som aldrig før.

Lang vej hjem

Den politiske stabilitet er overalt i den vestlige verden kommet under alvorligt pres. Med Emmanuel Macrons sejr ved det franske præsident- og parlamentsvalg er forhåbningen hos mange, at den fransk-tyske akse i europæisk politik vil genopstå og skabe fornyet fremdrift i det europæiske projekt på en måde, som minder om kul- og stålunionens skabelse i begyndelsen af 50erne. Men vi befinder os ikke længere i 1950erne. Europa er i dag helt anderledes indrettet politisk, kulturelt og økonomisk end ved begyndelsen på den europæiske drøm, og såfremt det tætte tysk-franske samarbejde skulle genopstå, vil det Europa, der fremstod efter murens fald, kollapse fuldstændig.

Processen er allerede i gang og kan ses tydeligst hos de central- og østeuropæiske stater, der med voldsom kraft modsætter sig fællesinitiativer fra Bruxelles, specielt i forhold til spørgsmålet om en fælles flygtningepolitik. Polen ønsker ligefrem at skabe et forbund af ligesindede stater, der dels skal stå sammen om at modvirker, hvad der opfattes som truslen fra Rusland, dels skal modstå diktater fra Bruxelles, der nu bliver opfattet som Moskva gjorde det under Den kolde krig.

Tilsyneladende ønsker Trump-administrationen at udnytte den begyndende europæiske splittelse og vil derfor støtte op om de polske initiativer. Tyskland er som altid den mest centrale aktør i det europæiske magtspil, men som påpeget er tysk udenrigspolitik ganske modsætningsfyldt. På den ene side ønsker Berlin at genskabe det “specielle forhold” til Frankrig, på den anden side ønsker tyskerne et stærkt og samlet Europa. I det ene øjeblik ønsker man at overtage rollen som den liberale verdensordens forsvarer og begrænse russisk og kinesisk indflydelse, men samtidig forbeholder man sig ret til at bevare en særlig privilegeret økonomisk og politisk relation til Moskva.

Tysk udenrigspolitik hænger ganske enkelt ikke sammen, og den tid er måske kommet, hvor Berlin er tvunget til at træffe nogle grundlæggende valg om sine interesser og placering i verden. Hvor efterlader alt dette det transatlantiske forhold og den vestlige verden generelt? Det transatlantiske forholds skæbne er svær at forudsige, men med det politiske kaos, der hersker i både USA og Europa, kan nye konflikter nemt opstå, og forestillingen om, at relationen mellem Amerika og Europa kan genopstå, som den var engang (under Den kolde krig) er nok naiv.

Helt grundlæggende må begrebet om den vestlige verden naturligvis undergå markante forandringer. Forestillingen om en samlet vestlig verden opstod i tiden efter 1945 og holdt sig frem til et godt stykke efter murens fald, men efterkrigstiden er nu forbi, og en ny verdensorden er under stadig udvikling, om Vesten vil det eller ej.

I en sådan verdenshistorisk transformationsproces må ideen om et samlet Vesten og måske Europa opgives. I stedet må nye samarbejdsmønstre etableres, og nye magtstrukturer skabes. Det er aldrig muligt at leve i fortiden, heller ikke for stater og nationer, som må se den nye realpolitiske virkelighed i øjnene og herudfra udvikle politiske løsninger og skabe nye relationer, der passer sig for en verden i voldsom forandring.

Share This