Vesten fører tilbagetogskrige

Af Tim Knudsen,  professor emeritus, historiker og forfatter

Debat: Krigene i Ukraine og omkring Israel er alle styrkeprøver, som meget vel kan føre til nederlag for Vesten med USA i spidsen. De vil i så fald ligge i forlængelse af de vestlige krigsfiaskoer i Afghanistan, Irak og Libyen.  Trods kolossale vestlig våbenforsyninger til Ukraine, har Ukraine i snart to år tabt terræn. Ukraine og Vesten har ikke villet søge en fredsslutning. I april 2022 afbrød Ukraine efter vestlig anbefaling et forsøg på at få en fredsslutning i Istanbul. Lloyd Austin, den amerikanske forsvarsminister, sagde umiddelbart efter sammenbruddet i Istanbul, at USA´s mål var ”to see Russia weakened to the degree that it can´t do the kinds of things that it has done in invading Ukraine.” Men nu er Rusland omstillet til krigsøkonomi og har en langt større hær. I en nedslidningskrig står de, der har flest resurser, stærkt.

I efteråret 2022 anbefalede den amerikanske generalstabschef Milley Ukraine at slutte fred, fordi Ukraine ikke kunne nå længere i krigen. Han blev undsagt af Biden-administrationen. I stedet fik Zelenskyj i efteråret 2022 gennemført, at det skulle være strafbart at forhandle med russerne om fred. Grænserne fra 1991 skulle genoprettes, Rusland skulle betale for genopbygningen af Ukraine, russiske krigsforbrydere skulle for retten, og Putin skulle gå af. Heller ikke det ukrainske håb om at komme i NATO blev afskrevet. Zelenskyj-regimet har med sine urealistiske krav kun gjort det værre for Ukraine. 

Staten Israel skylder især det nu forsvundne britiske imperium sin eksistens. Nu holdes Israel oppe af amerikansk militær støtte. Israel har en hær, som er slidt efter at have bekæmpet Hamas, Hizbollah og med hjælp af amerikanske bombardementer også Houthierne. Hamas og Hizbollah er svækket, men ikke knækket. Nu har Israel kastet sig ud i endnu en krig. Med en formidabel modstander. Iran har et areal tre gange større end Frankrigs og har næsten 90 mio. indbyggere. Israels angreb giver Iran er stærkere incitament til at få kernevåben. Iran kan forvente større eller mindre støtte fra Rusland og især Kina, som henter en del olie i Iran. De krigsførende kan ikke vinde uden tropper på modpartens landjord. Men de deler ikke grænser. Krigen kan derfor blive lang.

For ministerpræsident Netanyahu kan det personlige motiv om at beholde magten og undgå fængsling spille ind. Men Israels håb har nok været at fremkalde et regimeskifte i Teheran. I så fald kunne  det måske være et militærdiktatur baseret på Irans 600.000 soldater? Næppe blødgjort af israelske missiler. Israel risikerer selv sammenbrud i en lang nedslidningskrig. Indirekte vil det også være et nederlag for det samlede Vesten og især USA.