Ad

Var han afrikaner? Sort tysk popsanger kræver Beethovens jordiske rester gravet op

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Ludwig van Beethovens etniske identitet interesserer åbenbart mange. Forskere kræver nu en DNA-undersøgelse og bliver støttet af flere kendte kulturpersonligheder – heriblandt den tyske schlagersanger Roberto Blanco. Selv om Blanco betyder „hvid“, er sangeren af cubansk-tunesisk afstamning og dermed ikke hvid.

Blanco har henvendt sig til Wiens borgmester Michael Ludwig og forlangt en „exhumering“ af de jordiske rester af Beethoven – altså at komponistens knogler skal graves op igen og gennemgå en DNA-test for at fastslå dennes etniske identitet.

Forskere har gennem længere tid hævdet, at der findes velbegrundet belæg for, at komponisten havde afrikanske rødder. Beethoven var født i Bonn i Tyskland, men ifølge samtidige kilder skulle han have været mørkere i huden end de fleste europæere, og han skulle angiveligt have været „maurer“ og dermed af nordafrikansk afstamning.

Flere kulturpersonligheder og DNA-eksperter i Tyskland og Østrig bakker Blanco op. Musikeren og producenten Tyron Ricketts og tv-studieværten Milka Loff-Fernandes har taget initiativ til, at forskere nu skal undersøge Beethovens DNA.

Formålet er at gøre Beethoven til en identifikationsfigur for sorte, hvis det vitterligt skulle være muligt at påvise, at denne havde afrikanske rødder. I så fald vil det stille hele den europæiske kultur og historie i et helt nyt lys. Dermed kunne Beethoven blive et historisk symbol og en identifikationsfigur for millioner af afro-europæere.