Ad

Valget i Tjekkiet set fra Warszawa

Tjekkisk flag Foto- Adam Jones, Ph.D.

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen/Tjekkiet: Som omtalt i mreast.dk førte valget i oktober i Tjekkiet til Andrej Babis’ afgang som ministerpræsident, først og fremmest fordi ANO’s to støttepartier, Socialdemokratiet (CSSD) og kommunisterne (KSCM) ikke klarede spærregrænsen. I Tjekkiet er den høj, på 5 pct.

SPOLU med Borgerdemokratisk Parti (ODS) i spidsen kunne danne en flertalsregering sammen med koalitionen af Piraterne og STAN, Sammenslutningen af Borgmestre og Uafhængige. Ny statsminister bliver Petr Fiala, leder af ODS, der blev oprettet af Václav Klaus i begyndelsen af 1990erne. Som sagt i en analyse i det polske højre-nationale ugeskrift ”Do Rzeczy” (42.2021) har alle fire Visegrad-lande nu borgerlige regeringer. Den politiske venstrefløj er derimod mildt sagt svagt repræsenteret. Men borgerlige regeringer agerer forskelligt i forhold til EU. Nogle hælder mod højre, andre mod centrum. 

Andrej Babis var ikke populær i det liberale ”mainstream” miljø i Bruxelles. Han stod som statsminister fast på egne holdninger og har haft sager kørende relateret til udbetalinger fra EU til sine egne firmaer. Babis hører til Tjekkiets rigeste, er på en måde Tjekkiets svar på Italiens Berlusconi. Men Tjekkiet har under hans regeringer optrådt klart mindre provokerende over for Bruxelles end Polen og Ungarn. Usikkert er, om Tjekkiet med Fiala og ODS i spidsen vil føre en ”EU-venlig” politik; og om regeringssamarbejdet holder.

Piraterne fik et elendigt valg med kun fire pladser i parlamentet. Partiet står til at få to ministerposter, for arbejdsmarked og socialpolitik og for udvikling af IT. Spørgsmålet er, om partiet vil være med i eller forlade regeringssamarbejdet. Rent mandatmæssigt kan regeringen godt undvære Piraternes fire mandater. Senest 8. november skal den ny regering præsentere sit program. Meningsforskellene mellem partierne er betragtelige, det være sig omkring skattepolitik, socialpolitik, miljøpolitik, sikkert også i EU-politikken.

Valget i Tjekkiet er naturligt nok blevet fulgt nøje i Polen, ikke mindst i nationalkonservative kredse. Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), Polens ledende regeringsparti, er i samme gruppe som ODS i Europaparlamentet gruppen, i EKR, Europæiske Konservative og Reformatorer, der er imod centralisering og ønsker et EU i forskellige hastigheder.

Fra start anlagde ODS og Václav Klaus en ”thatcheristisk” euroskeptisk linje. EU skulle koncentrere sig om udvikling af det fri marked og ikke meget andet. ODS har som Polen været kritisk over for EU’s krav på klimaområdet, herunder kravet om begrænsninger i produktion og forbrug af kul som energikilde. Den polske regering hilser meget velkomment, at Petr Fiala er gået ind for et kompromis i striden om omkring Torow kulminen, som har plaget forholdet mellem Polen og Tjekkiet i månedsvis, ja årevis. Vit Dostál, ekspert ved den højreorienterede tjekkiske tænketank AMO, finder det naturligt, at Fiala’s første udlandsrejse går til Polen med det primære formål at få underskrevet en aftale om Turow kulminen.