Valgåret 2022, vil Vucic, Orbán, Macron og Jansa kunne fortsætte?

European Peoples party og Presidencia de la República Mexicana

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Europa: Ganske mange lande i Europa skal afholde præsident- og parlamentsvalg i 2022. I Portugal håber ministerpræsident Antonio Costa på genvalg, i Frankrig afholdes der præsidentvalg den 10. og 24. april og valg til parlamentet i juni måned, i Ungarn, den 3. april, forventes et tæt løb mellem regering og opposition. I Slovenien skal der afholdes valg til parlamentet 24. april og senere præsidentvalg, i oktober. I det gamle Europa kan vi se frem til valg i Nordirland 5. maj, i Sverige 11. september. I Malta og i Østrig er valgdatoerne endnu ikke fastsat. Macron ses som forsvarer for fortsat integration i EU, så genvalg vil helt sikkert blive hilst velkomment af mange i Bruxelles.

Et af flere problemer for ham er den stærkt voksende modstand mod EU. Orbán er en rebel, ønsker et mindre føderalt EU. Han udfordres af en forenet opposition, som har valgt Péter Márki-Zay, konservativ borgmester i byen Hodmeszövársáhely, som alternativ ministerpræsident kandidat. Serbiens præsident Aleksandar Vucic har været den dominerende politiske figur i Serbien i et helt årti, mange ser ham som for stærkt dominerende og illiberalt indstillet. Serbien havde valg i 2020, men Vucic har besluttet at forkorte valgperioden, formentlig for at opnå et stærkere mandat. Sidste valg blev boykottet af oppositionen. Valget i år finder sted omtrent samtidig med præsidentvalget, hvilket måske kan være til Vucic’ fordel.

Sloveniens Janez Jansa indledte sin tredje periode som ministerpræsident i marts 2020, netop som COVID-19 pandemien var startet og efter, at samarbejdet i den forrige centrum-venstreregering var brudt sammen. Jansa er leder for en regering, der oprindeligt bestod af fire partier. Regeringsgrundlaget begyndte at smuldre, da Pensionistpartiet (DeSUS) i december måned forlod regeringen med henvisning til dårlig håndtering af pandemien, Jansa’s indgreb over for medierne samt problemer inden for retssystemet. Jansa har haft et godt samarbejde med Ungarns Viktor Orbán og har gentagne gange kritiseret EU’s trusler om sanktioner over for Ungarn og Polen. Hovedudfordrer er Tanja Fajon, leder af Sloveniens Socialdemokratiske Parti (SD). 

Share This