Ungarske medier kritiserer klimatopmøde i Glasgow: 400 deltagere fløjet ind i private fly
Af Michael Skovgaard
Verden: Størstedelen af verdens topledere, som deltager i klimatopmødet i Glasgow er blevet fløjet ind med private eller chartrede fly, selv om de ikke havde behøvet det. Det skriver den ungarske nyhedsportal „Mandiner“.
Et af topmødets mål er at reducere CO2-udledning, men også at berede verdens befolkning på en lavere levestandard i form af færre flyrejser, mindre forbrug og mindre indtag af kød.
Flere regeringschefer, topledere og milliardærer bliver fløjet ind i private fly og nyder gourmet-måltider på femsternede hoteller. Dermed lever eliten ikke op til de krav, som man stiller til den jævne befolkning, lyder fra det ungarske medie.
Over 1000 regeringschefer, ledende forretningsfolk og andre berømtheder valgte fly som transportmiddel for at deltage i topmødet i Glasgow, og det ungarske medie taler om reelt klimahykleri. Verdens ledere taler om en klimakatastrofe, som især er forårsaget af CO2-udledning fra fly, men de efterlever åbenbart ikke principperne.
USA‘s præsident Joe Biden ankom til Glasgow i Airforce One – et kæmpestort passagerfly – som var ledsaget af to-tre følgefly. Biden er blevet kendt for at sige, at klimaforandringerne er den største trussel mod menneskeheden. Men ikke desto mindre faldt den snart 79-årige præsident i søvn under seancen, hvilket er blevet flittigt delt på de sociale medier.
Britiske prins Charles – den snart 73-årige tronfølger – som har ført sig frem som miljøforkæmper, ankom i et af hærens fly. Både prinsen og premierminister Boris Johnson kom direkte fra G-20 topmødet i Rom. Selv om de kunne have fløjet sammen, valgte de at flyve hver for sig.
Før topmødet fejrede Microsoft-stifteren Bill Gates sin 66 års-fødselsdag på en superyacht i tyrkisk farvand med 50 gæster – heriblandt Amazon-ejeren Jeff Bezos. Sidstnævnte valgte at flyve alene til Skotland i sit private jetfly.
Ifølge den ungarske nyhedsportal „Telex“ udleder en fire timer lang flyvetur med en privatjet lige så meget CO2 og drivhusgasser, som en gennemsnitlig europæer udleder på et helt år.
Ifølge en anden beregning udledte 400 flyvninger til topmødet i Glasgow 13.000 tons CO2 ud i atmosfæren, hvilket kunne have været radikalt reduceret ved at bruge rutefly eller tog.
Kinas præsident Xi Ping dukkede ikke op til topmødet. Landet er den største klimasynder, da CO2-udledningen udgør 30 procent af verdens samlede udledning, hvilket er dobbelt så meget som USA, der er nummer to på listen over verdens største klimasyndere. Ifølge det ungarske medie deltager Ruslands præsident Vladimir Putin heller ikke i topmødet.