Ungarns største oppositionsmedie advarer: Vores eksistens er truet

Foto: Index

Ungarn: Eksistensen af det største ungarske oppositionsmedie Index er ifølge mediets chefredaktør Szabolcs Dull truet. Chefredaktøren anfører i sin udtalelse ingen detaljer, blot at der foregår “forsøg på reorganisering” på grund af ændringer i mediets ejerforhold.

“Vi er blevet ramt af udefrakommende indflydelse, som kan ende med at redaktionen bliver nedlagt, skriver han i en udtalelse som er underskrevet af 90 af mediets ansatte. Szabolcs Dull afslutter udtalelsen med ordene: “Vi vil informere jer om udviklingen……..så længe vi bliver i stand til at gøre det, så længe det bliver tilladt.”

Det er umiddelbart uklart, hvilke problemer Index bliver udsat for. Det er dog et faktum, at halvdelen af virksomheden Indamedia, som ejer Index, i marts er blevet købt af forretningsmanden Miklós Vaszily, som har forbindelser til det ungarske regerende parti Fidesz og som har været aktiv i flere regeringsvenlige medier.

Index er det største og mest betydningsfulde ungarske oppositionsmedie med omkring seks millioner brugere.

Index offentliggjorde for to år siden et barometer med tre valgmuligheder (frit, i fare, ufrit). Søndag landede barometeret første gang på “i fare”.

Ungarns premierminister Viktor Orbán har ifølge kritikerne siden sin overtagelse af magten i Ungarn i 2010 forsøgt at få kritiske medier under kontrol. Det sker bl.a. ved ændrede ejerforhold samt ved målrettet annoncering i kun regeringsvenlige medier. ota

Share This