Ungarns opposition lykønsker Joe Biden.

Gergely Karácsony Foto-Elekes-Andor

Af Michael Skovgaard

Ungarn: „Trump var god for Orbán. Biden er god for Ungarn, det skrev Budapests overborgmester Gergely Karacsony på de sociale medier lørdag aften.

Ungarns opposition hilser dermed valget af Joe Biden velkommen. Videre lød fra Karacsony: „Biden poserer ikke sammen med diktatorer, men står fast på principper som en retsstat, menneskerettigheder og menneskeværd. Og med Biden vender USA tilbage til normale tilstande i Det Hvide Hus.“

Karacsony blev valgt til overborgmester i Budapest i 2018 med opbakning fra den samlede opposition. Indtil videre har han afvist at stille op mod Viktor Orbán, når Ungarn går til valg i 2022.

Orbán er kendt for at have nære bånd til Trump, og de regeringsvenlige ungarske medier har været udpræget pro-Trump under valgkampen i USA. Orbán ventede indtil søndag med en formel lykønskning til Biden uden videre kommentarer. I et radiointerview fredag støttede han Trumps påstande om valgsvindel.

„Hvis noget lignende skete i Ungarn, ville himmel og jord stå i ét“, lød det fra den ungarske premierminister.

Share This