Ungarns ”folkets vinter”, – hvorfor så lille modstand mod Orbán?

En tidligere demonstration i Budapest Foto: FB

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: Over de sidste måneder har der været en del protestdemonstrationer rettet mod Viktor Orbán og hans regering, en del af dem som følge af vedtagelsen af den såkaldte ”slavelov”, der markant hæver loftet for overarbejde. Men de ser ud til at ebbe ud. Og at dømme efter meningsmålingerne har de ikke skadet Orbán, Fidesz står stadig til at vinde godt 50 pct. af stemmerne, hvis der var valg nu. 

Men hvorfor forholder det sig sådan. I det polske ”Neewsweek” forsøger den kendte forfatter og kritiker György Spiró at give svarene. Han mener, at der ikke sker de store forandringer, før der sker noget dramatisk inden for Fidesz, det regerende parti. Det siddende regering skal så at sige ”ødelægge sig selv”. Orbán er hele tiden mindst ét skridt foran alle andre, også oppositionen.

Fagforeningerne har deltaget i protestdemonstrationerne og truet med generalstrejke. Men de har reelt ikke så meget at true med. Der er ikke tale om en enig fagforeningsfront, tværtimod. 16 forskellige fagforeninger har taget del i demonstrationerne, og samlet repræsenterer de kun 9 pct. af de ansatte, 328.000 i alt. Blandt de unge hersker der beklageligvis dyb apati og pessimisme, også det styrker Orbán. I Budapest hvor de fleste protester udspiller sig bor der godt 2 mio. mennesker ud af en samlet befolkning på 10 mio. De liberale står stærkt i hovedstanden, men i provinsen, siger Spiró, råder der ”melankoli” og længsel efter de ”trygge tider” under Janos Kádár.

Som sagt i sin tid af Erich Fromm, skal der vælges mellem stabilitet og frihed, vælger de fleste ofte stabilitet. Det ser vi i mange andre lande end Ungarn. Det hjælper heller ikke, at demonstranterne udgør en broget skare med vidt forskellige holdninger. Folk fra det yderliggående Jobbik demonstrerer side om side med anarkister, venstreorienterede, studenter og pensionister. Oppositionen skal, siger Spiró optræde som opposition”, hvis slaget skal vindes. I dag optræder oppositionen splittet, uden et fælles program og desværre også uden fælles karismatiske ledere.

Kun få tror, at oppositionen er i stand til at finde fælles forslag. Momentum, et nyt og egentlig lovende protestparti, afviser et hvilket som helst samarbejde med andre oppositionspartier. Oppositionen i Ungarn er mere splittet end i Polen, hvor der dog er ansatser til fælles front mod det regerende Lov og Retfærdighedspartiet.

Share This