Ungarn tager EU’s seneste afslag med ro, afventer EU-møde

Ungarns parlament i Budapest Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: Ungarns minister for regional udvikling, Tibor Navracsics ser det som et vigtigt fremskridt, at EU Kommissionen i sidste uge godkendte indholdet i den ungarske regerings genopretningsplan (”recovery and resilience plan”) og dermed i princippet er kommet nærmere udbetaling af 5.8 mia. euro til Ungarn fra EU’s særlige genopbygningsplan efter COVID-19 pandemien. Kommissionen forlanger dog 27 såkaldte ”super milestones” indført, før pengene kan udbetales.

Effektiv implementering af 17 såkaldte ”remedial measures” skal gennemføres i henhold til den generelle konditionalitet mekanisme, dvs. foranstaltninger til bekæmpelse af korruption, sikring af åbne udbud i forbindelse med offentlige indkøb samt juridisk kontrol. Der ønskes sikkerhed for, at udbetalte penge bliver administreret i overensstemmelse med den såkaldte ”conditionality mechanism”, at juraen og den regnskabsmæssige revision virker som krævet, sådan at misbrug af udbetalte midler ikke finder sted. Der ønskes i den forbindelse sikkerhed for, at den nyligt oprettede ”inegrity Authority” opererer tilstrækkelig effektivt.

Andre 7.5 mia. kan ikke udbetales grundet ”rule of law concerns”. Begrundelsen for at afvise er her den fortsatte bekymring for retsforholdene i Ungarn (”rule of law concerns”). Sagt med andre ord, lige nu får Ungarn ikke udbetalt penge fra genopretningsfonden og et stykke ad vejen også fra EU’s ordinære flerårige budget, via kohæsion fondene. Kommissionens seneste udmelding om penge til Ungarn fra genopretningsfonden overrasker ikke den ungarske regering. Den ungarske regering har, som flere gange omtalt i mreast.dk. gentagne gange beskyldt EU for at føre ideologisk krig og nægter derfor indtil videre at godkende EU-hjælpepakker til Ukraine og andre EU love, der kræver enstemmighed.

Den ungarske regering ser frem til, at der sker et gennembrud i forhandlingerne inden ret længe. Ellers fortsætter ”krigen”. Navracsics ser frem til, at pengene fra EU vil blive udbetalt i løbet af 2023. Han ser frem til, at en løsning vil blive fundet på EU finansministrenes ”Ecofin” møde 12. december. Herefter skal emnet drøftes på et EU rådsmøde senest 19. december. Ursula von der Leyen vil afstå at rejse til Ungarn for at meddele, at den ungarske regerings plan for genopretning (”recovery plan”). Sidste år blev von der Leyens rejse til Budapest aflyst i sidste øjeblik som følge af vedtagelsen i det ungarske parlament af ”børne-beskyttelsesloven”, som forbyder LBGT organisationer at betræde børnehaver og skolers områder.

Kommissionens og Europaparlamentets sanktioner skal ikke alene betragtes som en følge af mangler på retsområdet, de er også en følge af Ungarns selvstændige linje i forhold til Rusland og krigen i Ukraine samt den omtalte omstridte LBGT lov om beskyttelse af børn og familier.

Polen har heller ikke fået løst sine problemer i forholdet til EU. En del i EU-systemet ser med mildere øjne på Polen end på Ungarn. Polen fører som bekendt en særdeles hård linje over for Rusland. Men forholdet mellem Tyskland og Polen er stadig skidt. Ungarn har slet ikke samme historiske udeståender med Tyskland som Polen. Viktor Orbán var i sin tid i front, da grænsen mellem Ungarn og Østrig blev åbnet for de mange østtyskere, der ønskede at rejse til Vesttyskland. Han var således aktivt med til at bane vej for den tyske genforening. Det er ikke glemt. Men et nyt jerntæppe har desværre sænket sig ned igennem Europa.

Share This