Ungarn frygter ny bølge af migranter, V4 landene har en dagsorden

Migranter-Foto-Joachim-Seidler

Af Michael Skovggard

Ungarn: „En ny bølge af migranter fra Nordafrika er en trussel mod Europa her under corona-pandemien“. Det sagde Ungarns udenrigsminister Péter Szijjártó under en videokonference med 14 EU-udenrigsministre.

Det skriver flere regeringsvenlige ungarske medier.

Konferencen var kommet i stand efter initiativ fra Spanien, og formålet var blandt andet at drøfte situationen i Middelhavet, hvor migrationen er steget med 28 procent årligt de seneste par år ifølge Frontex.

Ungarns udenrigsminister sagde, at den øgede migration udgør en sundheds- og sikkerhedsmæssig risiko her under corona-pandemien. Derfor bør Europa gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre nye bølger af migranter fra Nordafrika.

Szijjártó sagde, at to tiltag er afgørende: „Vores grænser skal være stærkt bevogtede, og så skal Europa yde en indsats i de dele af Afrika, hvor der er mest behov for hjælp.“

Han pegede desuden på Ungarns indsats for at sikre Europas grænser og det faktum, at Ungarn har ydet hjælp til flere nordafrikanske lande i form af sikring af frisk drikkevand og sundhedsmæssige foranstaltninger.

Desuden tilbyder Ungarn 1.200 stipendier til unge mennesker fra Nordafrika, som gerne vil studere i Budapest, og landet har desuden givet 22 millioner euro til projekter, som skal hjælpe forfulgte kristne i Mellemøsten og Afrika.

Endelig har V4-landene – Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn – ydet 35 millioner euro til sikring af grænserne i Libyen og andre humanitære og sundhedsmæssige tiltag.

Share This