Ukrainsk landsholdsspiller anklaget for landsforræderi

Krasnodars stadion Foto: JukoFF

Krasnodars stadion, hvor Seleznyov  Foto: JukoFF

I slutningen af februar skiftede den ukrainske fodbold landsholdsspiller Yevhen Seleznyov fra ukrainske Dnipro til russiske Kuban, et skifte der siden har vagt vrede i hans hjemland.

 Af Toke Møller Theilade

Ukraine: Den ukrainske landsholdsangriber Yevhen Seleznyov var i sidste sæson en af de store profiler på det Dnipro mandskab, der spillede sig frem til Europa League finalen, men i denne sæson har tingene været markant sværere for både Dnipro og Seleznyov. Det ukrainske storhold døjer med seriøse økonomiske problemer, og flere af klubbens største profiler er blevet solgt siden den tabte Europa League finale i maj.

Yevhen Seleznyov har med undtagelse af et kort ophold i Shakhtar Donetsk i mellem 2010 og 2011 spillet i Dnipro siden 2009, men nu er det altså slut. Den 25. februar skrev han under på en et-årig kontrakt med det russiske bundhold Kuban Krasnodar, og dette har fået flere af hans landsmænd til at anklage ham for landsforræderi på grund af krigen i det østlige Ukraine. Selv Seleznyovs tidligere træner i Dnipro Miron Markevich har udtalt, at han ikke selv kunne finde på at flytte til Rusland.

Seleznyov, der selv er født i Donetsk oblasten, har dog afvist anklagerne på det pureste. I et interview med den russiske sportsavis Sport-Express sagde angriberen:

”Jeg blander aldrig sport og politik. Jeg kom her for at spille fodbold og hjælpe mit hold.”

Seleznyov var en del af det ukrainske landshold, der deltog ved EM i 2012. Han har siden sin debut i 2008 spillet 48 landskampe og scoret 11 mål.

Share This