Ukraines magtfulde elite – del 2

Hvem er de personer, som udgør grundstammen i ledelsen af Ukraine, og hvad er deres funktion i forhold til magten? Hvordan er deres indbyrdes relationer, og hvordan fungerer det herskende styre i Ukraine?

Analyse af Peter Munk Jensen, senioranalytiker DIIS

Frem til udgangen af 2011 var de fleste ministre knyttet til Donetsk-klanen, men siden begyndelsen af 2012 har en ny ”klan” vokset sig stærk – blandt andet på bekostning af Donetsk-klanen.

Fra 2012 skiftede Janukovitj nemlig hest. Han vendte sig væk fra flere af de oligarker, der havde støttet ham i valgkampen i 2010, og begyndte i stedet at samle magt og rigdom i en ny snæver gruppe – kaldet ”familien”, angiveligt efter inspiration fra Boris Jeltsins styre i 90’erne.

Efter parlamentsvalget i oktober 2012 erstattede Janukovitj en række nøgleministre med hans søns egne folk. Hvor der i 2010 var ni forretningsgrupper repræsenteret i regeringen, er der i dag overordnet set kun tre grupper tilbage: Donetsk-klanen, ”familien” og Dne-pro-pe-trovsk-klanen.

”Familien” består af præsident Janukovitj, hans to sønner og en række unge forretningsfolk fra Donetsk. De har sat sig på alle nøgleposterne i regeringen. Fra de tidlige Janukovitj-dage er kun oligarkerne Akhmetov og Firtash tilbage i inderkredsen. Men som nævnt marginaliserede.

 ”Familiens” mest centrale medlem er Janukovitj ældste søn: Oleksandr. Født i Donetsk og uddannet tandlæge. Ingen har i de senere år beriget sig som Oleksandr. Han har overtaget statsvirksomheder til spotpris og er blevet tilgodeset med offentlige kontrakter.  Med sine venner på nøgleposter i politiet og skattevæsnet er Oleksandr berygtet for at misbruge systemet til at konfiskere og overtage andres ejendom. Med en anslået formue på mere end 500 mio. dollars er han hastigt på vej til at blive verdens næstrigeste tandlæge, kun overgået af  Turkmenistans diktator Berdimuhamedov!

Janukovitjs yngste søn Viktor, som siden 2006 har været parlamentsmedlem for Regionernes Parti, er også med i ”familien” men i en tilsyneladende perifer rolle.

Udover Janukovitj og Oleksandr er særligt to personer centrale medlemmer af ”familien”. Den første er Sergej Arbuzov, også fra Donetsk, som må siges at have gjort en lynkarriere.

Fra at være direktør i Oleksandrs lille bank i Donetsk i 2010, til 1. stedfortrædende direktør for Nationalbanken, og i 2011 til direktør for Nationalbanken. I 2012 gik det opad igen for Arbuzov, da han blev udnævnt til 1. stedfortrædende premierminister. Arbuzov har betydelig opdrift og mægtige ambitioner,  og han anses for favorit til at afløse premierminister Azarov.

Med til ”familiens” inderkreds hører også den 28-årige milliardær Sergej Kurchenko med tilnavnet ”den gyldne dreng” og “The Gas King of All Ukraine”. En af landets største importører af olieprodukter, gassmugler og leder af et kæmpe forretningsimperium. Anses for en ”fremtidens mand”.

Udover de nævnte personer er det noget uklart, hvor mange andre medlemmer ”familien” har. Autoritative opgørelser foreligger jo af gode grunde ikke, men forskellige analytikere peger på en inderkreds på 4-5 personer, en yderkreds på ca. 5-6 personer – og dertil et antal ”hang arounds” – som det også er kendt fra andre lukkede klubber! Der hersker dog nogenlunde udbredt enighed om, at følgende embeder er besat eller kontrolleret af ”familie”-medlemmer”: Nationalbankdirektøren, finansministeren, kulindustri- og energiministeren, told- og afgiftsministeren, indenrigsministeren,  chefen for efterretningstjenesten, præsidentens stabschef, forrmanden for det nationale sikkerhedsråd samt lederen af den statslige kommunikations- og informationsbeskyttelsetjeneste.

Herudover kontrollerer ”familien” også Landbrugsministeriet, Forsvarsministeriet, Økonomi- og naturressourceministeriet samt Miljøministeriet. Og endelig har man sine egne folk placeret i den centrale valgkommission og i Forfatningsdomstolen.

Til dette set up hører yderligere tre personer, som ganske vist ikke er ”familiemedlemmer”, men som tjener Janukovitjs interesser: Premierminister Mykola Azarov, som er af russisk oprindelse. Premierminister og formand for Regionernes Parti siden 2010. Tilhører den ”gamle” Donetsk-klan men er loyal overfor Janukovitj. Parlamentsformand Volodymyr Rybak fra Donetsk. Første formand for Regionernes Parti fra 1997 til 2001 og borgmester i Donetsk fra 1993 til 2002. Parlamentsformand siden 2012. Tæt allieret med Janukovitj. Guvernør Mikhail Dobkin fra Kharkiv-regionen. Udpræget Janukovitj-støtte. Har om demonstranterne udtalt, at ”dette idioti har overskredet alle grænser. Det er flovt at leve i samme land som disse psykopater”.

Grænser for ”familiens” ekspansion?

Med udskillelsen af ”familien” har Janukovitj forsøgt at frigøre sig fra flere af sine traditionelle støtter blandt oligarkerne – så vidt muligt uden at komme i åben konflikt med dem. Begge sider vogter således på hinanden – og bestræber sig på ikke at genere hinanden alt for åbenlyst. Hovedparten af oligarkerne udenfor ”familien” vælger ikke at udfordre Janukovitj åbent her og nu. Det ville være for farligt. De fleste forsøger at dukke hovedet, passe deres forrretninger og håbe på bedre tider.

”Familien” bruger typisk salamitaktik imod oligarkerne. Unge forretningsfolk opkøber deres virksomheder en efter en. Ikke altid helt frivilligt. Men trods alt af egen vilje – efter at være blevet ”gjort opmærksom” på ”familiens” kontrol over ordensmagten, retsvæsenet og skattevæsenet. Spørgsmålet er, hvor grænsen for ”familiens” grådighed går? Og hvornår yderligere vækst kun kan ske på bekostning af andre oligarkers interesser? Når man dertil, kan der hurtigt komme konflikter op til overfladen.

Opgør med illoyale oligarker?

Janukovitj har gennemført en omfattende monopolisering af magten i Ukraine. Sidste større udestående synes at være neutraliseringen af ikke-loyale oligarker. Dannelsen af ”familien” kan ses som Janukovitjs middel til et opgør med de oligarker, han ikke regner med til sit hold. Men Janukovitj kan næppe bringe ”sine” oligarker så effektivt under kontrol, som Putin har gjort det. Ukraines oligarker besidder således en meget større andel af landets rigdom end de russiske. Og de har aldrig været udsat for samme politiske marginalisering som de russiske.

Selv om hovedparten af oligarkerne stadig støtter Janukovitj  – åbent eller diskret – er flere af dem kritiske. Ifølge en analytiker blev Janukovitj således kun ”præsident, fordi oligarkerne ønskede ham der. Ifølge samme analytiker er han ”færdig, hvis de forlader ham”. Det kan være denne spådom, Janukovitj forsøger at undgå ved at opbygge sin egen magtbase uden de traditionelle oligarkers støtte.

Og tegn på splid mellem ”familien” og ældre oligarker loyale overfor Regionernes Parti blev synlige under demonstrationerne før jul. De ældre oligarker ytrede sig ganske vist ikke åbent om protesterne, med undtagelse af Poroshenko, men næsten alle tv-kanaler ejet af de ældre oligarker, gav fuld og balanceret dækning af demonstrationerne. Det kan muligvis ses som tegn på et gryende opgør med Janukovitj. Han har da også reageret med hårdt pres på tv-kanalerne og blokeret licens og kabeladgang for nogle af dem.

Kommer der et ”oligark”-opgør” med Janukovitj, vil det formentlig udspringe fra den såkaldte “Dnepropetrovsk-klan” og oligarken Poroshenko. Poroshenko har som den eneste oligark deltaget aktivt  i protesterne. Hans forretningsinteresser ligger inden for landbrug, chokolade og sukker. Det er sektorer, som ikke afhænger så meget af staten og derfor ikke så sårbare. Janukovitj har derfor ikke for alvor kunnet skade Poroshenko, men Putin har ramt hans chokoladefabrik, Roshen med et importforbud.

Overfor Donetsk-klanen står den såkaldte “Dnepropetrovsk-klan” med base i den østukrainske by af same navn. Byen er hjemsted for Ukraines største banker – et ukrainsk Frankfurt. Kernen i Dne-propetrovsk-klanen udgøres af Viktor Pinchuk og Igor Kolomojskii.

Pinchuk, jødisk afstamning født i Kiev, er med 4.2 mia. dollars næst rigeste mand i Ukraine. Investeringsselskaber, stålindustrien, TV-kanaler og aviser. Siges at støtte demonstranterne finansielt.

Kolomojskij, jødisk afstamning, født i Dnepropetrovsk, er med en formue på 2.4 mia. dollars Ukraines 3. rigeste mand og ejer af banker og landets største TV-stationer.

Dnepropetrovsk-klanen og især Kolomojskij støttede oprindeligt Timosjenko men har nu vendt sig til Klitsjko. Kolomojskij går dermed direkte op mod Janukovitj, ”Familien” og Regionernes Parti. Siden 2010 har hans forretningsinteresser da også været under angreb fra Janukovitj.

Kolomojskii og Pinchuks forretningsinteresser støder med jævne mellemrum sammen, men for tiden hersker en skrøbelig våbenhvile mellem dem.

Kommmer det til åben ”oligarkkamp”?

Det ukrainske marked er i dag delt mellem oligarkerne og uden en aftale med EU, har dette marked ikke udsigt til at kunne vokse mærkbart. Det betyder, at oligarkerne er nødt til at gå på rov hos hinanden, hvis deres forretninger fortsat skal vokse. Traditionelle oligarker trues allerede i dag på deres brød af de nye oligarker i ”familien”, og de trues af russiske oligarker, som i medfør af Ruslandsaftalerne, der blev indgået før jul sidste år, får adgang til lukrative ukrainske forretningsområder, eksempelvis gasdistributionsnettet!

Fremover er der kun udsigt til, at den indbyrdes kamp om forretninger skærpes. Den der vil vinde præsidentvalget i 2015, vil derfor være nødt til at kunne navigere i dette særdeles tætbesatte hajfarvand for at kunne opnå støtte fra de mest magtfulde oligarker. Eller som et minimum kunne neutralisere dem, så de ikke direkte modarbejder kandidaten.

Spørgsmålet er, om oligarkerne tror, at Janukovitj fortsat kan levere det, de ønsker, eller om den folkelige utilfredshed med Janukovitj bliver så voldsom, at oligarkerne ikke længere kan eller vil stå bag ham.

Hidtil har ”ålen” Janukovitj behændigt undgået at blive fanget ind i nogen ruser, men om han fortsat kan det op til valget i 2015, må tiden vise.