Ukraines finansminister ønsker mere økonomisk hjælp fra udlandet

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Ukraine behøver mere udenlandsk hjælp for at kunne skabe balance på statsbudgettet i 2024. Det siger Ukraines finansminister Serhy Marchenko i et interview til polske medier. Især USA må yde mere. Ukraine får mange våben fra USA, men ikke meget økonomisk hjælp. EU Kommissionen har foreslået en hjælpepakke til Ukraine på 50 mia. euro rækkende frem til 2027. Efter planen skal den dække 45 pct. af statsunderskuddet og derudover de mest påtrængende genopbygningsprojekter. Det beløb mener finansministeren er for lavt.
Alene udgifter til genopbygning af infrastrukturen skønnes at komme til at koste mindst 144 mia. euro. Langt fra alle økonomiske problemer er løst, den dag freden er vundet. Og freden bliver ikke billig. EU har foreslået at mere af støtten bliver ydet i form af lån og som garantier for private investeringer. Det vækker ikke begejstring i Kiev. Her ønskes gavebistand.
Spørgsmålet om et muligt ukrainsk medlemskab af EU vil blive drøftet under det kommende belgiske formandskab. Medlemskabet vil kræve ændringer i EU og vil få meget store følger for EUs budget. Ukraine vil efter fuldt medlemskab få et sted mellem 52 og 59 pladser i Europa-Parlamentet og flere kommissærer. Indtil nu har Rusland ikke modsat sig Ukraines medlemskab af EU, formodentlig i forventning om, at medlemskabet vil splitte EU og, at EU kommer til at finansiere genopbygningen efter krigen. Indtil nu har Ukraine fået “lukket” 2 ud af 7 kapitler under optagelsesforhandlingerne. Som andre ansøgerlande skal Ukraine opfylde Københavner kriterierne fra 1993, – for 30 år siden.