Ukraine som medlem af EU? Hvad mener medlemslandene og hvad mener europæerne?

Af Ota Tiefenböck

EU/Ukraine: De europæiske politikere betegner Ukraines medlemskab af EU, som uungåeligt. Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj har sagt, at Ukraine bliver medlem af EU i 2027 og hans præsidentadministration har varslet, at Ukraine kun vil acceptere et fuldgyldigt medlemskab, fordi landet “fortjener det”. EU’s udvidelseskommissær, Marta Kos, har i løbet af de seneste måneder, ultimo 2025 og primo 2026, udtalt sig meget optimistisk om Ukraines vej mod EU-medlemskab. Kos har afvist, at man behøver Ungarns premierminister Viktor Orbán, som er en klar modstander af Ukraines EU medlemskab, til at definere kravene for Ukraines optagelse, og hun har understreget, at Ukraine ikke behøver hans godkendelse for at gennemføre de nødvendige reformer. Kos har kaldt Ukraines optagelse i EU for “uundgåelig” og ser integrationen af landet i EU, som den eneste vej til at sikre varig fred og sikkerhed i regionen. Hun har indikeret, at mange medlemslande ønsker at se Ukraine som medlem allerede i 2027. Men har hun ret? Hvordan er stemningen i EUs medlemslande og hvad mener egentlig europæerne om Ukraines medlemskab af EU?

Der findes flere omfattende undersøgelser, der viser en europæisk befolkning, som er splittet mellem principiel støtte og praktisk bekymring. Mens der umiddelbart efter invasionen i 2022 var massiv opbakning, viser nyere data en mere forbeholden holdning. Ifølge Eurobarometer i september, svarede 52 % af EU-borgerne, at de støtter Ukraines medlemskab, når alle kriterier er opfyldt. Det er et fald fra 66 % i 2022. Omkring 41 % af europæerne er direkte imod ukrainsk medlemskab. 

Der er stor modstand mod at give Ukraine en hurtig genvej ind i EU uden om de normale krav. En undersøgelse fra januar 2026 viser, at kun 18 % støtter en øjeblikkelig optagelse. Hele 43 % mener, at man strengt skal holde fast i den traditionelle proces, hvor alle reformer skal være på plads først.  Holdningen afhænger meget af, hvilket land man spørger, den højeste støtte får Ukraines medlemskab i Skandinavien, Sverige (91 %), Danmark (81 %) og Finland (81 %). Modstanden er størst i Ungarn, hvor 93 % afviser hurtig optagelse, og i Østrig (83 %). I Tyskland er befolkningen delt præcis på midten med 47 % for og 47 % imod. Også i Frankrig er opbakningen lav (43 %). 

Undersøgelserne peger på specifikke årsager til skepsissen. 59 % frygter negative konsekvenser for EU’s egne landmænd, og 53 % er bekymrede for fødevaresikkerheden pga. forskellige standarder. 52 % frygter, at Ukraines medlemskab vil betyde færre EU-midler (f.eks. strukturfonde) til deres eget land. Over halvdelen (55 %) ser en sikkerhedsrisiko ved at optage et land i krig, herunder frygt for øget migration og spredning af konflikten. Samlet set viser tallene, at europæerne stadig føler stor sympati for ukrainerne, men at tålmodigheden med de økonomiske og politiske omkostninger ved selve EU-medlemskabet er under pres.

Støtte eller mangel på samme i medlemslandene

En række lande ser Ukraines medlemskab som en eksistentiel sikkerhedspolitisk nødvendighed for Europa, f.eks. den danske regering, som betragter Ukraines medlemskab som afgørende for dansk sikkerhedspolitik og arbejder aktivt for at få landet ind i varmen. Generelt har Danmark, Sverige og udvist stor solidaritet gennem både militær støtte og modtagelse af flygtninge. Ligeledes de baltiske lande og Polen har længe været de mest vokale fortalere for en hurtig optagelsesproces for at mindske russisk indflydelse i regionen.

Nogle lande bremser processen af enten politiske årsager eller frygt for EU’s interne stabilitet. Det gælder eksempelvis Ungarn, som gentagne gange har blokeret for fremskridt i forhandlingerne. Orbán har bl.a. argumenteret for, at optagelse af Ukraine svarer til at “integrere krig” i EU og har brugt sin veto-ret til at stoppe flere beslutninger. Men ligeledes i Tyskland, som ellers støtter Ukraine militært, er der skepsis over tidsplanen. Kansler Friedrich Merz har udtalt, at medlemskab ikke er realistisk i nær fremtid og har understreget vigtigheden af, at Ukraine først opfylder alle Københavnskriterier vedrørende retsstat og korruption.

Den obligatoriske splittelse i Polen

Polen er en af Ukraines tætteste militære allierede, men landet er også en af de mest kontante kritikere, når det gælder historisk forsoning og økonomiske betingelser for et EU-medlemskab. Den polske regering har gjort det klart, at Ukraine ikke kommer ind i EU, før spørgsmålet om Volhynien-massakren. Polen kræver, at Ukraine tillader fuld eftersøgning og ekshumering af de polske ofre, som blev dræbt af den ukrainske oprørshær (UPA) under 2. verdenskrig. Polske topfolk, herunder forsvarsminister Władysław Kosiniak-Kamysz, har udtalt, at Ukraine skal anerkende begivenhederne som folkedrab og tage et opgør med hyldesten af nationalistiske figurer som Stepan Bandera. I januar 2025 annoncerede premierminister Donald Tusk ifølge Euronews et gennembrud, hvor Ukraine har givet de første tilladelser til ekshumeringer, hvilket ses som et skridt mod forsoning. 

Selvom Polen støtter Ukraine politisk, frygter landet de økonomiske konsekvenser af et ukrainsk medlemskab. Polen har tidligere blokeret for ukrainsk korn for at beskytte egne landmænd. De kræver overgangsordninger og beskyttelse af EU’s indre marked, før Ukraine kan blive fuldgyldigt medlem. Da Ukraine er et stort og relativt fattigt landbrugsland, vil landets medlemskab desuden kræve en massiv omfordeling af EU-midler, som Polen i dag er stor modtager af. 

Den polske udenrigsminister Radosław Sikorski har i februar udtalt, at et ukrainsk EU-medlemskab i 2027 ikke er realistisk. Polen understreger, at Ukraine først skal gennemføre omfattende reformer af retssystemet og bekæmpe korruption helt til dørs, før optagelsen kan finde sted.  Samlet set støtter Polen Ukraines europæiske fremtid som en sikkerhedsgaranti mod Rusland, men de agter at bruge deres vetoret som løftestang til at få Ukraine til at give indrømmelser i de historiske stridspunkter. 

Tjekkiet og Slovakiet

Tjekkiet, efter at Andrej Babiš vendte tilbage til magten efter valget i oktober 2025, har indtaget en mere skeptisk position end under den forrige premierminister, Petr Fiala, hvor Tjekkiet var en af Ukraines ivrigste støtter. Med Babiš ved roret er kursen nu lagt mod en mere kritisk og tilbageholdende tilgang. Babiš har blandt andet meldt ud, at Tjekkiet ikke længere vil bidrage økonomisk til det tjekkisk-ledede ammunitionsprojekt til Ukraine, selvom landet fortsat lader initiativet køre teknisk. Med Babiš i Prag, Fico i Bratislava og Orbán i Budapest er der nu en “blok” i Centraleuropa, der er skeptisk over for EU’s nuværende Ukraine-politik og migrationspolitik. Tjekkiets officielle holdning til Ukraines EU-optagelse er derfor nu mere lig den slovakiske. Man blokerer ikke direkte for forhandlingerne endnu, men man stiller langt strengere krav og er mindre villig til at betale prisen for det.  Selvom støtten til Ukraine er stor, har Tjekkiet sammen med Ungarn og Slovakiet i slutningen af 2025 valgt ikke at garantere for det 90 mia. euro EU-lån til Ukraine.

Slovakiet har under premierminister Robert Fico skiftet til en mere skeptisk og pragmatisk kurs, der ofte minder om Ungarns retorik. Fico har gentagne gange udtalt, at Slovakiet ikke vil blokere for Ukraines EU-ambitioner, men han understreger, at landet er “totalt uforberedt” og skal opfylde alle krav uden politiske genveje. Senest i februar har Fico truet med at genoverveje sin støtte, hvis Ukraine blokerer for energiforsyninger (olie og gas) gennem ukrainsk territorium til Slovakiet. Mens Slovakiet accepterer EU-medlemskab som et suverænt valg, er regeringen kraftigt imod ukrainsk NATO-medlemskab.

Ungarn

Ungarn er Ukraines mest markante modstander i EU og blokerer aktivt for fremskridt i optagelsesprocessen. Premierminister Viktor Orbán ser Ukraines medlemskab som en trussel mod både EU’s stabilitet og Ungarns nationale interesser. Orbán har erklæret, at ukrainsk EU-medlemskab er “udelukket”. Han argumenterer for, at det ville “trække krigen ind i EU” og føre til økonomisk ruin for medlemslandene. Ungarn udnytter kravet om enstemmighed til at blokere for åbningen af de enkelte forhandlingskapitler. Orbán har foreslået et “strategisk partnerskab” som alternativ til fuldt medlemskab. Budapest bruger ofte sin vetoret som et forhandlingsmandat for at opnå indrømmelser på andre områder, herunder, f.eks. krav om genindførelse af rettigheder for det ungarske mindretal i Ukraine.

Senest har Ungarn truet med at blokere EU-lån på 90 mia. euro, hvis ikke Ukraine sikrer flowet af russisk olie gennem Druzhba-rørledningen. Ungarn står i øjeblikket ret isoleret i EU, men finder nu oftere fælles fodslag med regeringerne i Slovakiet og Tjekkiet i kritikken af Ukraine.

Italien og Frankrig

Italien indtager en markant position, hvor landet balancerer mellem at være en af Ukraines stærkeste politiske støtter og samtidig insistere på, at andre lande skal foran i køen mht EU optagelse. Regeringen under premierminister Giorgia Meloni støtter Ukraines vej mod EU, men har indført et vigtigt prioriteringskrav. Udenrigsminister Antonio Tajani udtalte i februar, at selvom Italien støtter Ukraine, er Balkan-landene, som Albanien og Serbien deres topprioritet. Italien mener, at EU har forpligtelser over for disse lande, der har ventet i årevis, og de bør optages før eller sideløbende med Ukraine. Italien afviser desuden en forceret optagelse af Ukraine og understreger, at landet skal gennemgå den fulde reformproces.  Også Meloni ser Ukraines frihed som direkte koblet til Europas sikkerhed og har forlænget Italiens militære støtte til Ukraine frem til udgangen af 2026. Hun har foreslået at give Ukraine sikkerhedsgarantier svarende til NATO’s artikel 5, men uden formelt NATO-medlemskab, som en pragmatisk løsning på kort sigt.

Den italienske befolkning er blandt de mest skeptiske i Vesteuropa, når det kommer til krigen og udvidelsen. En undersøgelse fra februar 2026 viser, at kun 32 % af italienerne prioriterer en ukrainsk sejr højt, hvilket er markant lavere end i f.eks. Storbritannien (70 %). Italien er et af de lande med mindst opbakning til at sende europæiske fredsbevarende tropper til Ukraine (kun 35 % er for). Mange italienere frygter, at en udvidelse med Ukraine vil dræne EU-budgettet for midler, som i dag går til Italiens egne økonomisk udfordrede regioner. 

Samlet set fungerer Italien som en “moderat støtte”: De vil have Ukraine ind i EU-familien for at sikre stabilitet mod Rusland, men de holder fast i, at det ikke må ske på bekostning af deres egne interesser på Balkan eller deres nationale økonomi.

Frankrig har bevæget sig fra at være en af de mest skeptiske stemmer til at blive en af de vigtigste drivkræfter bag Ukraines medlemskab – dog med en række meget strikse betingelser for, hvordan EU skal se ud bagefter. Præsident Emmanuel Macron var i starten, i 2022 meget forsigtig og talte om, at det kunne tage “årtier” for Ukraine at blive medlem. Siden da har han ændret kurs. Macron ser nu Ukraines medlemskab som den eneste langsigtede garanti for stabilitet i Europa og som et værn mod Rusland. Frankrig har taget rollen som den politiske motor, der presser på for at gøre EU klar til udvidelse, men under parolen: “Ingen udvidelse uden reformer.” Og her menes reformer af EU.

Frankrigs største “men” er, at EU skal reformeres radikalt, før Ukraine kan træde ind. Frankrig kræver, at EU går væk fra kravet om enstemmighed på områder som udenrigspolitik og skat. Landet frygter, at et EU med 30+ medlemmer vil blive totalt handlingslammet, hvis alle lande har vetoret. Frankrig lufter ofte idéen om et EU, hvor en kerne af lande samarbejder tættere, mens nye medlemmer som Ukraine kan starte i en ydre cirkel med færre rettigheder og pligter i starten.

Det mest sprængfarlige emne i Frankrig er dog landbrug. Franske landmænd er ekstremt magtfulde og har allerede protesteret mod ukrainsk import. Frankrig frygter, at ukrainsk landbrug, der opererer med langt lavere omkostninger, vil ruinere de franske bønder, hvis de får fuld adgang til det indre marked uden overgangsordninger. Frankrig er en stor nettobetaler til EU og franskmænd er meget bekymrede for regningen ved at genopbygge Ukraine og integrere landets økonomi vil kræve enorme milliardbeløb.

I modsætning til Macron er den franske befolkning meget splittet. Nyere målinger viser, at kun omkring 43-45 % af franskmændene støtter ukrainsk medlemskab. Der er en udbredt frygt for, at medlemskabet vil føre til social dumping og øget indvandring fra Østeuropa, hvilket især udnyttes politisk af højrefløjen. Frankrig siger altså ja til Ukraine for at sikre freden, men nej til at gøre det under de nuværende spilleregler. De vil bruge Ukraines optagelse som en løftestang til at skabe et mere strømlinet og politisk stærkt EU, hvor Frankrig fortsat har stor indflydelse.

Spanien og Portugal

Spanien og Portugal er blandt de ivrigste støtter af Ukraines EU-medlemskab, men deres positioner er præget af en balancegang mellem geopolitisk nødvendighed og benhård økonomisk interesse, især hvad angår landbrugsstøtte. 

Portugal har gennemgået en markant forvandling i sit syn på Ukraines optagelse. Hvor den tidligere socialistiske regering udtrykte en vis tøven, har premierminister Luís Montenegro siden 2024 sendt et “klart signal” om fuld støtte til udvidelsen. Portugiserne er blandt de mest positive i hele EU. Over 80 % støtter Ukraines kandidatstatus, og over 90 % ønsker fortsat støtte til landet. Portugal har understreget, at processen for Ukraine ikke må ske isoleret, men skal følges op af fremskridt for de vestlige Balkan-lande. 

Spanien har spillet en central rolle i at holde Ukraine øverst på EU’s dagsorden. Under det spanske EU-formandskab i 2023 blev Ukraine gjort til førsteprioritet. Premierminister Pedro Sánchez har konsekvent presset på for at fremskynde optagelsesforhandlingerne. Spanien har en af de højeste andele af borgere, der generelt støtter en udvidelse af EU (ca. 75 %). 

Begge lande deler dog en dyb bekymring for, hvordan EU’s budget vil se ud med Ukraine som medlem. Spanien er en af de største modtagere af EU’s landbrugsstøtte. Den spanske landbrugsminister, Luis Planas, har i slutningen af 2025 understreget behovet for at sikre tilstrækkelige midler, så ukrainsk landbrug ikke udvander støtten til spanske landmænd. Som lande i det sydlige Europa frygter de to lande også, at de såkaldte strukturfonde (penge til fattigere regioner) vil blive flyttet mod øst til Ukraine, hvilket kunne gøre lande som Portugal til “netto-betalere” i stedet for modtagere. Der er også bekymring for, om Ukraine vil kunne leve op til EU’s miljøstandarder uden at undergrave konkurrenceevnen for de sydeuropæiske producenter.  Spanien og Portugal støtter således Ukraine politisk og moralsk, men de kræver omfattende reformer af EU’s indre budget og landbrugspolitik, før en endelig optagelse kan finde sted.

Rumænien og Bulgarien

Rumænien og Bulgarien indtager strategiske roller som Ukraines naboer og er generelt positive over for ukrainsk medlemskab, men deres støtte er præget af både egne erfaringer som de hidtil “fattigste” medlemmer og konkrete økonomiske tvister.

Rumænien har udviklet sig til en af Ukraines vigtigste strategiske partnere. Rumænien var det første EU-land, der ratificerede Ukraines associeringsaftale tilbage i 2014, og landet støtter fortsat ukrainsk EU-medlemskab som en vej til at sikre egen østgrænse mod russisk indflydelse. Modsat Polen har Rumænien i højere grad forsøgt at undgå åbne konflikter om ukrainsk korn. Selvom landet har indført licensordninger for at beskytte egne landmænd, har man undgået ensidige embargoer og i stedet investeret massivt i at udvide havnekapaciteten i Constanța for at hjælpe Ukraine med eksport. Ligesom Polen har Rumænien historiske og sproglige mindretalsinteresser i Ukraine, men landet har i de senere år prioriteret sikkerhedssamarbejde over historiske tvister. 

Bulgariens holdning er i 2026 præget af landets egen store milepæl, optagelsen i Eurozonen den 1. januar 2026. Bulgarien var blandt de otte lande, der underskrev det åbne brev i 2022, som opfordrede til øjeblikkelig kandidatstatus til Ukraine. Bulgarien er fortsat et af de lande, der kæmper mest med korruption og retsstatsreformer. Dette skaber en vis forsigtighed over for Ukraine, da Bulgarien selv har mærket de strenge krav fra EU, f.eks. den langvarige proces for at komme med i Schengen og Eurozonen. Bulgarien har en strategisk interesse i ukrainsk medlemskab for at mindske afhængigheden af russisk energi, men insisterer på, at Ukraine skal opfylde alle tekniske kriterier ligesom de selv har gjort. 

Begge lande deler således en frygt for, at Ukraine får et “hurtigspor” ind i EU. Der er en udbredt holdning om, at Ukraine skal igennem de samme svære reformer, som Rumænien og Bulgarien selv har været igennem siden 2007. De frygter, at en forhastet optagelse vil svække EU’s interne regler. Som modtagere af EU’s strukturfonde er begge lande opmærksomme på, at Ukraine som et stort, fattigt landbrugsland vil kræve en enorm del af EU-budgettet, hvilket kan betyde færre penge til deres egne regioner. 

De to lande er således allierede med Ukraine i sikkerhedsspørgsmål, men konkurrenter når det gælder EU-midler og landbrug, og kræver derfor en fair og regelbaseret optagelsesproces for Ukraine. Det er vigtigt at bemærke, at der er valg i Bulgarien til april, hvor den tidligere præsident Rumen Radev, som har dannet sit eget parti og som opfattes som prorussisk, kan vinde valget. Bulgariens tilgang til Ukraines opfattelse kan således ændre sig.