Ukraine sender humanitær hjælp til Litauen: 38 tons pigtråd

Det ungarske grænsehegn på grænsen til Serbien Foto: Ota Tiefenböck

Af Michael Skovgaard

Ukraine/Litauen: Ukraine sender nu 38 tons pigtråd til Litauen, som har besluttet at bygge en grænsemur som værn mod de illegale migranter, som den hviderussiske diktator Lukasjenko sender af sted mod landet – det skriver AFP.

Vilnius og EU mistænker den hviderussiske diktator Alexander Lukasjenko for bevidst at sende migranter mod grænsen til Litauen. Årsagen skulle være, at Litauen giver asyl til medlemmer af oppositionen i Belarus, og at EU har indført sanktioner mod landet.

Ifølge de ukrainske myndigheder skal leverancen af pigtråd bidrage til at beskytte Litauens grænse mod illegale migranter. Den første sending er klar, og den næste følger i september.

Litauens parlament har vedtaget at bygge muren – eller et kraftigt forstærket hegn – og den samlede pris løber op i 152 mio. euro.

Belarus er Ruslands allierede og Ukraines fjende. Ukraine håber at blive indlemmet i NATO, sådan som tilfældet er med Litauen. Det hviderussiske regime har undertrykt al opposition i landet, og tusindvis af kritikere af styret er blevet fængslet eller tvunget til at forlade landet. 

Share This