Ukraine kommer ikke til VM i fodbold i Qatar

Ukraines landshold Foto: Stanislav Vedmid

Af sociolog Knud Larsen

Ukraine: Ukraine spillede søndag aften den afgørende playoff-finalekamp mod Wales om den sidste UEFA-billet til fodbold-VM i Qatar senere på året. Og hvilken kamp. I silende regn gjorde et ukrainsk landshold fyldt med selvtillid efter onsdagens flotte sejr over Skotland alt hvad de kunne for at vinde på et fuldstændig udsolgt Cardiff City Stadium. Det var bare ikke nok. Foran godt 33.000 tilskuere – hvoraf langt de flest støttede hjemmeholdet – tabte de heroisk kæmpende blå- og gulklædte spillere en meget jævnbyrdig kamp med et enkelt mål til Wales, som dermed kvalificerer sig til en VM-slutrunde for første gang siden 1958. 

Som tilfældet var i kampen mod Skotland for fire dage siden var der langt mere på spil for Ukraines landshold end VM-billetten. Som Manchester City-stjernen Oleksandr Zinchenko udtrykte det til Sky Sports: ”Alle kender situationen i Ukraine. Wales-kampen bliver massiv for os. Vi skal spille vores bedste kamp i vores liv”.  Holdet ville med andre ord kæmpe til det yderste for at give den nationale fællesskabsfølelse en hårdt tiltrængt indsprøjtning af positivitet og glæde, og dermed bidrage til en styrkelse af moralen og kampgejsten hos den hårdt plagede ukrainske befolkning. 

På den anden banehalvdel stod imidlertid et ret stålsat walisisk landshold, som godt nok havde masser af sympati for Ukraines spillere og befolkning, men som rent sportsligt ikke havde tænkt sig at uddele nogen fribilletter til de ukrainske spillere. Ganske vist manglede hjemmeholdets store stjerne Gareth Bale tydeligt kamptræning, da han ikke har været på banen for sin nu tidligere klub Real Madrid i månedsvis, men han kom dog alligevel til at spille en nøglerolle i opgøret. Efter en meget, meget lige spillet første halv time af kampen, fik Wales i det 34. minut frispark et stykke uden for Ukraines straffesparksfelt. Gale sparkede et hårdt skud direkte mod målet, som desværre for Ukraine ramte Andriy Yarmolenko på vejen og derfor ændrede retning så målmanden Georgiy Bushchan ikke kunne nå den. Målet til 1:0 – der blev kampens eneste – blev derfor noteret i annalerne som et selvmål.

Få minutter senere så det ud som om Yarmolenko blev sparket på benet så han faldt i det walisiske straffesparksfelt, men kampens dommer – den rutinerede spanier Antonio Mateu – lod fløjtens forblive tavs, og heller ikke et efterfølgende VAR-check af situationen udløste et straffespark til ukrainerne. 

I anden halvleg stillede det walisiske hold sig dybt i banen og forsvarede sig indædt mod ukrainernes hurtige og visionære angrebsspil. Helt risikofrit var Ukraines offensive spil dog ikke, da waliserne hele tiden var klar med farlige kontraløb når de fik erobret bolden. Allerede i det 49. minut brændte Aaron Ramsey således helt ubegribeligt foran et nærmest blankt ukrainsk mål. Få minutter senere fik Zinchenko efter et forbilledligt ukrainsk angreb en kæmpemulighed for at udligne, som Wales’ målmand reddede med det yderste af foden. I den sidste halve time af kampen steg intensiteten og spændingen i kampen markant og de neglebidende walisiske tilskuere blev vidner til bølge efter bølge af ukrainske angreb. Men der var ikke kun foran det walisiske mål at der var trængselstider og vildt kaos. I det 74. minut havde waliserne et skud på stolpen efterfulgt at et farligt langskud fra Bale som den ukrainske målmand akkurat fik pareret på målstregen. I det 82. minut blev en meget træt Bale skiftet ud under velfortjent applaus fra lægterne. Minuttet efter fik Ukraine kampens nok største chance: Et hårdt og velplaceret hovedstød af indskifteren Artem Dovbyk, som den walisiske målmand nærmest mirakuløst fik blokeret helt yderst oppe i det venstre målhjørne. Herefter sværmede de ukrainske spillere resten af kampen om det walisiske mål som aggressive hvepse om et glas syltetøj, men uden det nødvendig held til at få bolden sparket over mållinjen.   

Da dommeren fløjtede kampen af brød de walisiske spillere og tilskuere ud i vild jubel, mens enkelte af de ukrainske spillere grædende faldt sammen på den regntunge banen. Et drama uden sidestykke var slut. Men det var heldigvis kun fodbold det handlede om, trods alle over- og undertoner. En ny kamp venter altid forude, en ny chance for at komme igen og få revanche.

Ukraines landshold kan nu se frem til nogle dages restitution inden den næste store opgave: tre kampe i UEFA NATIONS LEAGUE. Først ude mod Irland (8. juni), derefter hjemme mod henholdsvis Armenien (11. juni) og Irland (14. juni). De to hjemmebanekampe er berammet til at blive spillet på Lviv Arena. Hvis de – hvad alt endnu tyder på – gennemføres efter programmet, bliver der samtidig sat helt nye standarder i landsholdsfodboldens historie. Så vidt vides er der aldrig tidligere blevet gennemført officielle kvalifikationskampe til en VM-slutrunde i et krigsførende land. Selv om Lviv ligger i den vestligste del af Ukraine tæt på grænsen til Polen, er området flere gange tidligere i den blodige krig med Rusland blevet udsat for beskydning med missiler og det kan formentlig ske igen. Selv om det selvfølgelig ville være et gigantisk og helt igennem katastrofalt humanitært og propagandamæssigt selvmål af Putin og hans militære ledelse i Kreml, hvis noget sådant fandt sted mens der blev spillet en fodboldkamp som fodboldfans i hele verdens har deres øjne rettet imod. Sikker på at det ikke sker kan man dog ikke være.  Spørgsmålet er derfor om UEFA virkelig tør insistere på at de to kampe afvikles under så risikofyldte betingelser og om Armeniens og Irlands fodboldforbund overhovedet giver grønt lys til at stille op til kamp i en krigszone, uden garantier for spilleres og medrejsende supporteres fysiske sikkerhed? Det spørgsmål kommer vi utvivlsomt til at høre mere om i de kommende dage.

Share This