Ukraine får første kvindelige topdommer

Chornomorets Odessa Foto- Дмитрий Тимофеев

Chornomorets Odessas fans Foto- Дмитрий Тимофеев

Da Volyn Lutsk forrige søndag spillede uafgjort med Chornomorets Odessa i den bedste ukrainske fodboldrække var det for første gang en kvindelig dommer, der styrede kampens gang.

Af Toke Møller Theilade

Ukraine: Den 34-årige dommer Kateryna Monzul har længere været kendt som en af de bedste kvindelige dommere i verden. Siden hendes internationale debut i 2005, har hun blandt andet dømt 2014 udgaven af kvindernes Champions League, imens hun i 2015 dømte åbningskampen såvel som finalen ved VM. Hun blev i øvrigt også kåret til verdens bedste kvindelige dommer sidste i 2015.

På trods af sine succeser på kvindesiden, har Monzul ikke haft en nem vej ind i den mandsdominerede fodboldverden. I 2009 blev hun kvalificeret til at dømme i Ukraines tredjebedste række, men på grund af massiv modstand fra formanden for landets dommer komité såvel som det ukrainske fodboldforbunds forretningsudvalg måtte Monzul vente indtil to år senere, før hun endelig kunne dømme sin første mandekamp.

I mellemtiden etablerede Monzul sig dog som en af de dygtigste kvindelige dommere, og i marts blev hun den første kvinde til at træde ind i det selvsamme forretningsudvalg, der tidligere bekæmpede hende.

Efter sin debut i den ukrainske Premier League fik Monzul ros, om end hun ikke var fejlfri.

Ifølge Futbolgrad, udtalte Oleksandr Babich, Chornomorets cheftræner efter kampen:

”Der var øjeblikke, hvor jeg synes, at hun skulle have ladet spillet køre, både for vores hold og modstanderne. I sidste ende er det en mandesport, du bliver nødt til at lade dem slås, men jeg synes, at hendes debut gik godt.”

Share This