Ukraine afdækker verdens primitive tilstand
Af Ota Tiefenböck
Den russiske præsident Vladimir Putin siger, at ingen russere deltager i konflikten i Ukraine. Rusland er blevet beskyldt for, at have en finger med i spillet i Østukraine af G7 lande, som truer med nye sanktioner mod Rusland, medmindre landet stopper sin støtte til separatisterne i især Luhansk og Donetsk regionen. Putin benægter, Rusland har ifølge ham ingen interesse i, at konflikten i Østukraine fortsætter. Han forlanger beviser for den påståede russiske tilstedeværelse. LÆS og KOMMENTER Ota Tiefenböcks BLOG:
En ganske logisk reaktion, man kan ikke beskylde nogen for noget uden at vide med sikkerhed, at vedkommende også har begået det han eller hun bliver beskyldt for. Der er dog en ting, Putin glemmer, og det er, at det er svært at stole på en løgner. Hans ord har nemlig mistet sin vægt og troværdighed.
Det er nemlig kun ganske få måneder siden, at han proklamerede det samme. Dengang konflikten på Krim begyndte. Dengang sagde Putin også, at der ikke var russiske soldater, noget som senere blev bekræftet af adskillelige russere og andre og indirekte også af ham selv.
Det er nu desværre ikke sådan, at den anden side af konflikten i virkeligheden opfører sig meget bedre. De vestlige medier dækker konflikten for det meste ukritisk og hovedsageligt med en vestlig vinkel, men der er dog alligevel kommet lidt frem, formentlig kun en brøkdel.
Blandt andet historien om amerikanerne, som manipulerede billeder således, at de skulle give indtryk af, at russiske soldater som deltog på den russiske side i krigen i Georgien, også var med i Ukraine. Noget der skulle miskreditere Rusland, men som senere viste sig til at være amerikansk billedmanipulation.
Det er naturligvis forfærdeligt, at der i det 21. århundrede fortsat dør mennesker i totalt langt ude primitive krige, men det er ligeså forfærdeligt, at store statsmænd, landenes regeringer, journalister og andre lyver.
Det lyder måske naivt, men hvordan kan vi opbygge et retfærdigt og demokratisk verdenssamfund, hvis de mennesker, vi har valgt til at repræsentere os, mennesker vi helst skulle se op til, lyver? Hvordan skal vi kunne forklare vores børn, at løgne er uaccaptable og respektløse i forhold til andre mennesker? Jeg spørger bare, jeg ved det nemlig ikke.