Ukraine 2014: Kan ”ålen” Janukovitj slippe ud af den russiske ruse?
I slutningen af 2013 sagde Ukraine pause til EU og ja til Rusland. Aftalerne med Rusland baner vej for styrket russisk kontrol med Ukraine. Sidder ”ålen” Janukovitj – og Ukraine – nu ubehjælpeligt fast i den russiske ruse?
Analyse af Peter Munk Jensen, senioranalytiker DIIS
Ukraine: Op til topmødet i EU’s østpartnerskab i november sidste år meddelte Ukraine pludseligt, at man ønskede at sætte underskriften af associerings- og frihandelsaftalen med EU på pause. Kort efter kom præsident Janukovitj hjem fra Moskva med aftaler om køb af ukrainske statsobligationer for 15. mia. dollars, reduktion af gasprisen med 1/3, styrket samarbejde indenfor en række ukrainske nøglesektorer og fjernelse af handelshindringer.
Ukraine og EU
Premierminister Azarov har bedyret, at Ukraine fortsat er i dialog med EU om at underskrive associerings- og frihandelsaftalen på et topmøde i foråret 2014. Udenrigsminister Kozhara har sagt, at Ukraine ingen rettelser har til selve associeringsaftaleteksten men en række bemærkninger til gennemførelsesbestemmelserne.
Frihandelsaftalen vil Ukraine dog kun underskrive, hvis Rusland inddrages i trepartsforhandlinger, hvilket Rusland har erklæret sig rede til. Ifølge Azarov ønsker Ukraine at opnå beskyttelse af hjemlige virksomheder for frihandelsområdet med EU, samt en kompensation på 14 mia.dollars for mulige økonomiske tab som følge af tilpasningen til EU.
Rusland købte allerede i december 2013 for 3. mia. dollars ukrainske statsobligationer og sænkede gasprisen med 1/3 i 1. kvartal 2014 (gasprisen fastsættes kvartalsvist). Det har straks fået det amerikanske kreditratingbureau Standard and Poor`s til at hæve Ukraines rating fra negativ til stabil.
Den russiske premierminister Medvedev stillede på et møde med den ukrainske premierminister Azarov den 24. december 2013 yderligere hjælp i udsigt, og parterne drøftede ligeledes et styrket samarbejde inden for handel, økonomisk energi, videnskab, teknik, humanitære, kulturelle og finansielle sektorer samt andre store fælles projekter og infrastruktur.
Azarov deltog ligeledes i et møde i Det øverste Euraiske Økonomiske Råd på regeringschefsniveau og i et uformelt møde i den russisk ledede toldunion, hvor Ukraine er observatør. En talsmand for Putin oplyste her, at Ukraines associering med EU ikke er uforenelig med landets observatørstatus i toldunionen og den Euraiske Union.
Toldunionen ikke længere relevant?
Der har været talt meget om, hvorvidt Rusland ville presse Ukraine ind i den russisk ledede toldunion. Aftalerne med Ukraine peger imidlertid snarere i retning af en ny integrationsramme, som bygger på indbyrdes sammenhængende, sektor-til-sektor integration dvs. russisk medejerskab og medforvaltning af Ukraines økonomiske nøglesektorer.
I 2010 afviste Janukovitj et tilsvarende forslag fra Medvedev om samarbejde indenfor skibsbygning, kemisk industri, rumfart, forsvarsindustrien og energi.
Nu tyder alt på, at Janukovitj efter målrettet russisk pres mod sårbare ukrainske industrielle og finansielle interesser har opgivet kontrollen med nøglesektorer og dermed også kontrollen med en del af Ukraines uafhængighed til Rusland. Hvis denne analyse er rigtig, har Rusland al mulig grund til at være fornøjet. Man undgår nemlig formelt ansvaret for at holde Ukraine kørende økonomisk og kan ”sætte” sig på lukrative ben i ukrainsk økonomi. Derudover sparer man formentlig anseelige ressourcer på at holde folkelig utilfredshed stangen. Samlet giver det Rusland et jerngreb om Ukraine, som vil hindre landet i at træffe beslutninger imod Ruslands interesser. Derfor kan Rusland leve fint med de ukrainske politikers forsikringer om, at Ukraine ikke vil tilslutte sig toldunionen. Det er muligvis blevet irrelevant efter ”juleaftalerne” mellem Rusland og Ukraine.
Ukraine anno 2014?
Med den bagage, Ukraine tager med sig ind i det nye år, kan udviklingen gå i forskellige retninger:
1) Janukovitj genvinder sin autoritet med magt. Hans autoritet vil være skrøbelig og formentlig kun midlertidig. Helt isoleret i forhold til Vesten. Fortsat modstand i vest-Ukraine.
2) Janukovitj genvinder sin autoritet ”usynligt” ved, at protesterne efterhånden aftager i omfang. Et ”overgangskompromis” er ikke sandsynligt, da Janukovitj ikke er i stand til at indgå kompromisser. Oppositionen vil ikke lade sig snyde, og det betyder ingen stabil løsning.
3) Janukovitj genvinder sin autoritet med tilsyneladende sameksistens med formindsket antal demonstranter, en snigende undertrykkelse og tilbagevenden til en tilsyneladende normalitet og samtidig underminerer oppositionen, hvis den ikke får mobiliseret modstand. Dette er uden tvivl Janukovitjs foretrukne model.
4) Oligarker som Akhmetov, Kolomoisky, Pinchuk eller Firtash tilbyder at mægle for at opnå et kompromis. Oligarkerne har brug for det. De er pragmatikere, som ved, at Ukraine ikke har råd til at vende Vesten ryggen. Men ændrer ikke på status quo eller Ukraines fremtid.
5) Demonstranterne og oppositionen genvinder initiativet. Sker formentlig kun ved fejlvurderinger og –handlinger fra styrets side. Janukovitj opgiver ikke frivilligt magten. Det er ligeledes tvivlsomt om en opposition uden en samlende lederfigur og strategi kan håndtere en overgang frem mod nyvalg?
6) Rusland indsætter marionet i stedet for Janukovitj. Rusland vil etablere et solidt jerngreb om Ukraine, hvor nøglesektorerne vil åbne sig for russiske samarbejdspartnere (oligarker), og samhandlen styrkes (fordel for russiske oligarker). Gazprom vil få greb om Ukraines distributionsnet, og den russiske stat stramme grebet om Ukraine med opkøb af statsobligationer.
”Ålen” Janukovitj vil utvivlsomt sprælle i den russiske ruse for at øge maskestørrelsen, så han kan slippe ud. Blandt andet ved at holde ”EU-kortet” i live. Men istedet for at kontrollere ham kan Rusland vælge at ”skifte” ham ud med sin egen kandidat. Paradoksalt nok kan den eneste reddende hånd for Janukovitj i den situation komme fra EU! Men har EU politiske kræfter og energi til påny at engagere sig i Ukraine – og lige netop Janukovitj?