Udrensningerne i Polen: Forsvarsminister som en “sikkerhedsrisiko”
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Polen: Under overskriften “afkommunisering” og sloganet “nationen, katolicismen og familien” er der under Lov og Retfærdighedspartiet blevet gennemført omfattende udrensninger inden for kulturlivet, medierne, retsvæsnet, forfatningsdomstolen, diplomatiet samt militæret. Det skriver Reinhold Verter i en meget interessant analyse i det tyske “Polen-Analysen”.
Alene i udenrigsministeriet skal ikke mindre end 1200 diplomater og 2.400 ansatte “screenes”, måske fyres, og det til trods for, at over 80 pct. er ansat efter kommunismens fald, dvs. under tidligere udenrigsministre, Krzystof Skubiszewski (1989-93), Wladislaw Bartoszewski (1995 og 2000) og Bronislaw Gemerek (1997-2000). Dem har Kaczynski ikke ret meget respekt for.
Inden for militæret er over 30 generaler blevet udskiftet, og nybesættelse af ledige stillinger, også inden for NATO, er trukket voldsomt ud, fx ansættelse af militærattacheer i de store NATO-lande.
Det skabte en alvorlig konflikt mellem forsvarsministeren (Macierewicz) og præsidenten (Duda). Danusz Bojarski, siden 2014 leder af NATOs “Defence College” er blevet sendt hjem.
Dokumenter udsendt fra den amerikanske ambassade er meget afslørende. Ja, det er kommet så langt, siger Reinhold Vetter, at efterretningstjenesterne i USA, Tyskland, Frankrig og Storbritannien ligefrem ser Polens åbenmundede forsvarsminister Antoni Macierewicz som en “sikkerhedsrisiko”. Et andet spørgsmålet er Polens forhold til USA. Herom bliver vi klogere, når Donald Trump inden ret længe besøger Polen.