Tyskland stopper finansiering af NGO‘er i Middelhavet

Tyskland: Den tyske regering har besluttet at stoppe finansiering af organisationer, som opererer i Middelhavet. Ifølge udenrigsministeriet gælder det NGO‘er, som er involveret i civile forsøg på at redde migranter på vej mod Europa. Kritikere af ordningen har længe hævdet, at den medvirkede til at lokke migranter ud på den farefulde færd.
Det er en kovending i forhold til den tidligere Ampel-regering under Scholz, som i 2024 bevilgede 2 mio. euro samt 900.000 euro i første kvartal af 2025 til NGO‘erne SOS Humanity, SOS Méditeranée, Sea-Eye og Sant‘Egidio. Beslutningen er et led i den nye regerings forsøg på at begrænse illegal migration. Det nye tiltag er blevet kritiseret af De Grønne, som kalder det en „dramatisk“ beslutning, og formanden for Sea-Eye har udtalt, at det givetvis vil koste mange migranter livet.
Spørgsmålet er, hvordan regeringens juniorpartner SPD vil reagere på forslaget. Partiets venstrefløj er imod beslutningen, men den nye finansminister Lars Klingbeil ser ud til at have vundet den interne magtkamp i partiet. Således blev flere prominente repræsentanter fra venstrefløjen helt forbigået, da de nye ministerposter blev besat, og den tidligere medformand Saskia Esken røg helt ud i mørket. Om det får en reel virkning er uvist. NGO‘erne får mange midler andre steder fra, og de tyske kirker agter fortsat at donere midler til NGO‘erne. Michael.Skovgaard