Tyskland siger nej til EU-forslag om overvågning

Tyskland: EU‘s forslag om chatkontrol og overvågning af beskedtjenester ser ud til at falde til jorden. Senest har den tyske justitsminister Stefanie Hubig (SPD) afvist forslaget – det skriver BR24 og andre tyske medier.
Den tyske justitsminister peger på, at denne form for kontrol er i strid med en retsstats principper. Adgang til privat kommunikation skal ikke være mulig for myndighederne. Også CDU‘s gruppeformand Jens Spahn (CDU) har peget på, at chatkontrol svarer til at åbne folks private breve for at se, om der står noget forbudt i dem. Andre politikere har peget på, at Tyskland historisk set har haft to diktaturer med en lignende form for kontrol, og det skal ikke gentage sig.
Det tyske journalistforbund har også kritiseret forslaget, som reelt kan medføre ophævelse af kildebeskyttelse. EU-forslaget går ud på, at beskedtjenester som WhatsAapp, Signal eller Telegram skal kunne scannes direkte på brugerens computer eller telefon for at finde ulovligt materiale i form af f. eks. børneporno.
Frankrig, Spanien, Italien og også Danmark er for forslaget, mens bl.a. Polen, Tjekkiet, Østrig og Holland er imod. En vedtagelse kræver, at 15 lande som repræsenterer 65 procent at befolkningen i EU-landene stemmer for. Tyskland er tungen på vægtskålen, og dermed ser forslaget ud til at falde til jorden. Michael. Skovgaard
