Tyskland risikerer at miste 100 mia. euro, hvis indefrosne russiske midler bliver frigivet

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Tyske virksomheder retter nu kritik mod EU‘s planer om at at bruge indefrosne russiske midler til finansiering af krigen i Ukraine. Et sådant skridt kan få alvorlige konsekvenser for Tyskland. Det udtaler bestyrelsesformanden for det tysk-russiske handelskammer Matthias Schepp til DPA.
Tyskland har mere end noget andet land investeret i Rusland. Derfor har det også mest at miste. Ifølge Schepp kan værdier for 100 mia. euro være i fare. Det handler om værdien af tyske fabrikker og butikskæder, men også virksomheder inden for energi, lægemidler og andre firmaer, som Rusland reelt har under forvaltning og hvis konti er indefrosset i Rusland. Rusland har taget kontrollen over de russiske datterselskaber af energivirksomhederne Wintershall og Uniper. Det var Ruslands modreaktion på den tyske stats tvangsovertagelse af Rosnefts raffinaderier i Tyskland.
Udenlandske virksomheder, som efter krigens start solgte deres fabrikker til Rusland, modtog beløbet på en spærret konto, hvortil de kun har begrænset adgang – f. eks. til at betale skatter. Men officielt tilhører formuerne tyske virksomheder, og det er ikke i tyske skatteyderes interesse, at disse formuer havner i Putins krigskasse ifølge Schepp.
EU-landenes regeringschefer overvejer at bruge den russiske centralbanks indefrosne 140. mia. euro, som er deponeret i Belgien, til finansiering af Ukraine. Indtil videre har Belgien sagt nej, da landet frygter russiske modreaktioner. Torsdag aften, efter topmødet i Bruxelles, meddelte EU at det vil udsatte beslutningen om, hvorvidt indefrosne russiske aktiver skal bruges til at hjælpe Ukraine, til december.
