Tyskland låner Ukraine en halvmilliard euro
Ukraine: Den ukrainske premierminister Arsenij Jatsenjuk fik under sit besøg i Berlin et tilsagn om et lån på en halvmilliard euro. Det skriver det ukrainske nyhedsbureau Unian.
Ifølge Arsenij Jatsenjuk er lånet blevet aftalt mellem ham i den tyske kansler Angela Merkel for to måneder siden og er nu altså ved at blive gennemført rent praktisk.
Lånet, som ifølge Jatsenjuk primært skal bruges på at genoprette infrastrukturen i det østlige Ukraine samt på at genopbygge hospitaler og social infrastruktur, er givet på meget fordelagtige vilkår for en periode på 20 år og til en meget lav rente.
Arsenij Jatsenjuk er sammen med en større delegation fra Ukraine på et to dages besøg i Berlin og skal blandt andet mødes med Angela Merkel og den tyske præsident Joachim Gauck. ota