Tyskland ændrer kurs: Sender våben til Ukraine og vil have delvis udelukkelse af Rusland fra SWIFT

Olaf Scholz Foto- SPD in Niedersachsen

Af Michael Skovgaard

Ukraine/Tyskland: Kansler Scholz har været under heftig kritik for sin nølende holdning til både våben til Ukraine og beslutningen om at smide Rusland ud af SWIFT.

Efter længere tids pres har han åbenbart givet efter. Lørdag blev det meddelt, at Tyskland sender 1000 panserværnsraketter og 500 Stinger-missiler til Ukraine.

Desuden har udenrigsminister Annalena Baerbock tilkendegivet, at Tyskland vil gå med til en „målrettet“ udelukkelse af Rusland fra SWIFT. Hvad der ligger i ordet „målrettet“ er i skrivende stund uklart. Men der er heftig aktivitet her lørdag aften på EU-niveau for at lukke en endelig aftale om at smide Rusland ud af SWIFT. Tyskland og Cypern mangler på nuværende tidspunkt. Ungarn har sagt endegyldigt ja.

Med hensyn til tysk energiforsyning har økonomi- og klimaminister Robert Habeck (De Grønne) udtalt, at Tyskland i al hemmelighed har sikret sig energileverancer ad andre veje. Han kom dog ikke nærmere ind på, hvad det reelt drejer sig om.

Endelig har Annalena Baerbock haft en telefonsamtale med den kinesiske leder Xi Ping. Formålet skulle være at få Kina til at lægge pres på Rusland for at opnå en våbenhvile i Ukraine.  

Share This