Tyskere utilfredse med Laschet. 70 procent af CDU-vælgerne vil have ham udskiftet

Armin Laschet. Foto: Olaf Kosinsky / Wikipedia

Af Michael Skovgaard

Tyskland: CDU‘s kanslerkandidat Armin Laschet er under pres. En rundspørge viser, at 70 procent af CDU/CSU-vælgerne ønsker en anden kandidat. CSU-chefen Markus Söder afviser dog blankt at tage over her en måned før det tyske valg.

Kun 23 procent af CDU/CSU-vælgerne ønsker at holde fast i Laschet. Blandt samtlige vælgere foretrækker 52 procent, at Laschet bliver skiftet ud med Söder, som var vælgernes foretrukne kandidat, da partiledelsen valgte Laschet som kanslerkandidat tilbage i foråret.

CDU/CSU kan konstatere et kraftigt dyk i målingerne. Partiet var tæt på 30 procent i foråret, hvor SPD var nede på omkring 14 procent. Nu er rollerne byttet om, og for første gang har SPD overhalet CDU/CSU jævnfør en måling, som giver SPD 23 procent mod 22 procent til CDU/CSU. Olaf Scholz fra SPD er også vælgernes foretrukne kandidat, hvis de kunne stemme direkte på en kommende kansler.

Markus Söder (CSU) har erklæret, at han ikke ønske at stille op som kanslerkandidat, hverken i form af en udskiftning nu eller til det næste valg i Tyskland om fire år.

Share This