Tysk tophotel takker nej til Trump

Alle verdens førende ledere samles under G-20 topmødet i Hamburg fra 7-8. juli. Indtil videre er det lykkedes at skaffe indkvartering til alle delegationer i selve Hamburg med undtagelse af USA og Trump

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Ifølge forlydender skulle Det Hvide Hus have forhørt sig om muligheden hos Hotel Vier Jahreszeiten, som går for at være byens førende luksushotel. Hotellets udmelding var, at det var rede til at tage imod en del af delegationen på godt 200 mand, men ikke præsidenten selv.

Hotellet har ikke givet nogen officiel begrundelse, men ifølge flere iagttagere har man angiveligt konkluderet, at det ikke er besværet værd, og modsat andre tidligere præsidenter skulle reklameværdien ved at huse Trump være stærkt begrænset eller ikke-eksisterende.

Seneste nyt er, at Trump sandsynligvis skal overnatte i Berlin og flyves frem og tilbage med helikopter i de to dage, topmødet varer. Første udmelding var, at Trump skulle bo på Hotel Intercontinental bag Berlins Zoo, hvor Clinton boede tilbage i 2008. Hotellet råder bl.a. over en suite med skudsikre ruder, eget telefonsystem, nødstrømsanlæg og en hemmelig udgang, men nærmeste helikopterlandingsplads ligger temmelig langt væk.

Hotel Intercontinental har siden dementeret historien, og nu gætter iagttagere på, at Trump skal bo på Hotel Adlon ved Brandenburger Tor, hvor Obama boede under sit seneste besøg i Berlin. Hotellet råder over en suite med panserglas og deler i øvrigt bygning med USA’s ambassade i Berlin. Nærmeste helikopterlandingsplads er Merkels embedsbolig, som ligger forholdsvis tæt på hotellet.

Hotel Adlon har nægtet at udtale sig indtil videre, og Det Hvide Hus ønsker heller ikke at oplyse, hvor Trump skal bo. Berlins politi har afgivet 3.000 mand til den samlede politistyrke på 15.000 mand som værn mod forventede demonstrationer og optøjer i Hamburg. Det medfører, at Berlin vil være særligt sårbar, hvis det slipper ud, hvor Trump skal bo. I så fald kan det forventes, at de autonome i Berlin går i aktion. 1. maj var påfaldende fredelig i år i forhold til tidligere år, og flere uofficielle kilder vurderer, at de venstreekstremistiske kredse har gemt krudtet til G20-topmødet.

Det store uafklarede spørgsmål er altså, hvordan man får anbragt Trump i al hemmelighed, og hvordan man får ham lempet hen til nærmeste helikopterplads med yderste diskretion, hvorfra han så bliver fløjet til Hamburg og retur – sandsynligvis med jagereskorte. En af de mere lystige gisninger går ud på, at man sender Trump ned i det underjordiske system af gange og bunkere – bl.a. Hitlers tidligere førerbunker, som ligger bag Hotel Adlon – og videre til kanslerens embedsbolig. En løsning, som rummer en ganske markant symbolværdi.

Share This