Tusindvis af tjekker demonstrerer mod landets premierminister

Tjekkiet: Wenzelspladsen i Tjekkiets hovedstad Prag var tirsdag en skueplads for en kæmpemæssig demonstration imod landets premierminister Andrej Babis og justitsminister Marie Benesova, som beskyldes for at hindre undersøgelser af en sag rejst mod Babis, angiveligt på grund af uberettiget udbetaling af EU støtte.

Ifølge tjekkiske medier deltog op imod 120.000 mennesker ved demonstrationen, som blev afholdt under slogan ”Vi har fået nok. Gå af”. Ifølge tjekkiske medier var det den største demonstration i Tjekkiet siden politiske omvæltninger i 1989.
Initiativtagerne varsler, at såfremt en ny demonstration bliver nødvendig, vil de kigge efter et sted, hvor endnu flere mennesker kan deltage og vise deres utilfredshed med Andrej Babis.
Andrej Babis kommenterede tirsdag aften demonstrationen, som ifølge ham er et resultat af løgnehistorier. De mange deltagende mennesker skyldes ifølge ham godt vejr og musik, som bliver spillet på pladsen. ota
