Trump, Putin, Xi og kampen om kloden

Med afsløringen af den mulige russiske hackning og indblanding i den amerikanske valgkamp, er forargelsen og hysteriet rettet mod Moskva blevet så voldsom, at alle øvrige politiske problemer overskygges

Kommentar af Thomas Lie Eriksen

Hver dag byder på nye historier om Trump og hans forbindelser til de politiske inderkredse i Kreml. Historierne bliver vildere og voldsommere for hver gang, og hvor det hele ender, kan ingen vist gøre sig forestillinger om. De amerikanske efterretningstjenester er sikre på, at der var russisk indblanding i valgkampen, men karakteren af denne, samt i hvilket omfang den hjalp Trump til sejr, er mere uklar.

Hvis Moskva havde held til at påvirke udfaldet af præsidentvalget, er det naturligvis dybt forkasteligt, men ikke mere forkasteligt, end at det er, hvad stormagter gør: forsøger at påvirke og svække rivalerne i den evige magt- og overlevelseskamp, der er kernen i international politik. Så meget desto mere grund er der til at overveje forløbet og omfanget af den mulige trussel mod USA og den vestlige verden generelt og her inddrage andre mulige aktører såsom Nordkorea og Kina, da truslen om cyberangreb langt fra er begrænset til Rusland.

Der er derfor fortsat meget arbejde i forbindelse med hackning-sagen, som det konservative udenrigspolitiske tidsskrift The National Interest skriver i en lederartikel, herunder spørgsmålet om motivanalyse: var den russiske aktion et muligt gengældelsesangreb for tidligere amerikansk indblanding i russisk indenrigspolitik, og troede Moskva det overhovedet muligt at slippe uset fra et cyberangreb mod Washington? Spørgsmålene er derfor mange, og svarene er indtil videre mangelfulde. Et særligt problem i den forbindelse er afvisningen fra efterretningstjenesterne af at fremlægge de egentlige beviser på russisk påvirkning, som begrundes ud fra hensyntagen til og beskyttelse af vigtige kilder og kontakter. Hvilket forekommer forståeligt, men samtidig efterlader et rum for tvivl om sagens indre sammenhæng.

Reaktionen fra det Hvide Hus efter offentliggørelsen af rapporten om det russiske cyberangrebet lod ikke vente på sig. Et antal russiske diplomater blev med øjeblikkelig virkning udvist, og der diskuteres nye og strammere sanktioner mod Kreml, tiltag som flere fremtrædende republikanere støtter op omkring. I en tale før jul understregede Obama ellers nok engang, at amerikanerne ikke behøver frygte Moskva, fordi Rusland grundlæggende er en svag stat, der ikke producerer ret meget af værdi, og som derfor ikke udgør en trussel mod USAs position i verden. Amerikanerne skal blot holde fast på deres værdier og stå sammen.

Det er et åbent spørgsmål, hvor svagt Rusland egentlig er, hvis det virkelig er lykkedes at påvirke valghandlingen, samtidig med at russisk diplomati måske er på vej til at afslutte borgerkrigen i Syrien. Og hvis Moskva virkelig ikke udgør en grundlæggende trussel mod amerikanske interesser hvorfor så fremmane et billede af et nyt ondskabens imperium? Handler det i virkeligheden om at sabotere Trumps ønske om et skift i Ruslandspolitikken, før det er for sent? Under alle omstændigheder cyberangreb eller ej understreger hele forløbet, at i forholdet til Rusland har Obama fejlet totalt.

Det demokratiske problem 

Endnu mere problematisk er de videre konsekvenser af den fejlslagne Ruslandpolitik, som betyder, at dæmoniseringen af Moskva nu er total. Rusland er blevet det store dyr i åbenbaringen, hvortil alverdens ulykker og katastrofer kan henføres. Uanset om der er tale om det amerikanske valg, Brexit-folkeafstemningen, Yousees nedbrud nytårsaften eller de kommende valg i Tyskland og Frankrig, så har russerne på en eller anden måde en finger med i spillet med det klare formål at nedbryde Vestens moral og sammenhold.

Nu kan det naturligvis ikke afvises, at Moskva rent faktisk er indblandet i ovenstående sagsforhold. Problemet er imidlertid, at det samtidig er meget bekvemt for den vestlige verdens politiske elite at kunne fralægge sig det politiske ansvar og skyde skylden på Putin og Rusland. Dermed behøver man ikke drage nogle konsekvenser af de mange nederlag for den liberale orden. Hillary Clinton tabte således valget til Trump, ikke fordi hun fra begyndelsen var historisk upopulær, førte en ringe kampagne, samt omtalte Trumps vælgere og dermed helt almindelige amerikanere som afskyelige. Nej, Clinton tabte, fordi det var sådan Vladimir Putin ønskede det.

Hvis Marie Le Pen skulle vinde det franske præsidentvalg, vil det heller ikke være, fordi det franske samfund kæmper med enorme strukturelle problemer, en økonomi der ikke kan komme i fremdrift, samt ikke mindst en omfattende og allestedsnærværende terrortrussel. Nej, grundlæggende vil årsagen til Le Pens eventuelle sejr skulle findes i det faktum, at Moskva gennem en årrække har finansieret Front Nationals aktiviteter, samt at Putin naturligvis vil beordre cyberangreb under valghandlingen.

I Tyskland vil det ligeledes være sådan, at en fremgang for AFD (Alternative für Deutschland) ved forbundsdagsvalget vil være ensbetydende med indblanding fra russisk side. Igen kan det ikke afvises, at Kreml fortsat vil blande sig i indre europæiske og amerikanske anliggender med det formål at svække den vestlige verden, hvilket med henblik på den efterhånden omfattende konflikt mellem Vesten og Rusland ikke vil være spor mærkeligt.

Imidlertid er det afgørende at holde sig for øje, at den grundlæggende svækkelse af Vesten er selvskabt. En politisk elite, der gennem mange år har ført en økonomisk politik, der har skabt stadig større ulighed og sociale spændinger, og som tilsyneladende ikke magter at skabe nødvendige forandringer. Overordnet er det ganske vanskeligt at tilskrive disse problemkomplekser russisk indblanding og bevidst manipulation, men som nederlagene hober sig op, breder panikken sig i regeringskontorerne i Washington og det øvrige Vesten, hvorfor behovet for en syndebuk bliver stadig større. Den gamle arvefjende kan således støves af og igen fungere som lynafleder, uagtet Moskva på bare lidt længere sigt langt fra udgør den største trussel mod klodens politiske stabilitet.

Dragen på spring og Mellemøsten i flammer

Udover det problematiske ved at den politiske elite i Vesten fraskriver sig ethvert ansvar i forbindelse med folkeafstemninger og valgnederlag og i stedet sender aben til Moskva, anes konturerne af et endnu større demokratisk problem. I den efterhånden meget ophedede debat om Rusland som genopstående stormagt og dets rolle i verdenspolitikken, er det blevet kutyme, at de, der forsøger at nuancere synet på russerne og deres handlinger, med det samme bliver stemplet som “putinister,” hvormed menes, at de agerer som Moskvas nyttige idioter eller ligefrem måske står i Kremls tjeneste.

Dette er medvirkende til at skabe et klima, der næppe er befordrende for den demokratiske samtale, og som er endnu et eksempel på, hvorledes problemer i Vesten forstørres helt ude af proportion. Hvis Putin virkelig ønsker at undergrave den vestlige verdens institutioner og demokratiske traditioner, er det i øjeblikket som at sparke en åben dør ind. Det er ganske enkelt ikke nødvendigt for Moskva at søge at svække det vestlige sammenhold og moral, det klarer vi helt fint selv.

Mens iagttagere, kommentatorer og toppolitikere i Europa og Amerika således synes at ligge under for en form for Putin-besættelse, fortsætter den liberale verdensorden stille og roligt sin globale nedtur. Det er muligt, at hovedopfattelsen i Vesten er, at Rusland udgør en central del af udfordringen, der konfronterer den liberale orden, men det holder næppe i realiteternes verden. Selv hvis det lykkes for Moskva at genvinde kontrollen over Ukraine, Moldova og Centralasien, altså den tidligere sovjetiske indflydelsessfære, vil det på ingen måde forrykke den globale magtbalance. Ruslands udenrigspolitiske ambitioner er muligvis et problem for nabostaterne, men udgør ikke et strategisk problem for Vesten i videre forstand.

Anderledes med den politiske udvikling i Mellemøsten og i særdeleshed i Tyrkiet, hvis indrepolitiske tilstand bliver stadig mere kritisk, hvilket kan få direkte og meget alvorlige konsekvenser for Europa. Først og fremmest i form af fornyet tilgang af flygtninge og migranter, men den politiske ustabilitet, der udgår fra Ankara, kan brede sig til det i forvejen urolige Balkan og dermed yderligere skabe kaos i Europas baggård.

De politiske omvæltninger i USA oven på Trumps valgsejr betyder, at Kina nu kan konsolidere sin globale magtposition og sætte sig i globaliseringens førersæde, som Politikens velskrivende Asienkender Flemming Ytzen formulerede det i en klumme. I Europa er den generelle opfattelse, at Rusland er en langt større og mere umiddelbar trussel end Beijing, hvorfor en del europæiske lande ønsker sig tættere på kineserne, men hvis man er opmærksom på den pris, som Norge måtte betale for at kunne normalisere sit forhold til Beijing, efter at Nobelkomiteen i 2010 gav fredsprisen til en kinesisk systemkritiker, kunne det være, at man skulle revurdere det globale trusselsbillede i de europæiske hovedstæder.

For Washington udgør Kina i hvert fald en langt større udfordring for amerikansk magt rundt om i verden, og det er derfor ud fra et strategisk og magtmæssigt perspektiv helt logisk, at den nye Trump-administration ser Kina som USAs globale hovedmodstander, om end den konkrete tilgang til det kinesiske spørgsmål kan anfægtes. Derimod burde der ikke være de store uoverensstemmelser mellem Moskvas og Washingtons positioner i globalpolitikken, hvis altså amerikanerne kan abstrahere fra den værdiorienterede del af deres udenrigspolitiske verdensbillede.

Netop dette ser store dele af Kongressen ikke ud til at kunne, hvorfor en normalisering i forhold til Moskva kan blive overordentlig vanskelig på trods af Trumps ønsker og hensigter. Moskva ville ellers nok kunne hjælpe amerikanerne med en række internationale problemkomplekser, herunder Mellemøsten, men også i spørgsmålet om Nordkorea, som nu anses som en af de største trusler mod amerikansk sikkerhed, ville russerne kunne øve indflydelse og måske bidrage til en forhandlingsløsning, hvor umuligt det end forekommer på nuværende tidspunkt. Endelig kan Rusland fungere som modvægt til den kinesiske indflydelse, alt sammen under forudsætning af at Vesten og Moskva kan bilægge deres stridigheder, hvilket ikke forekommer sandsynligt – i hvert fald ikke på kort sigt.

Hvad man kunne ønske sig, er en klar plan for, hvordan Vesten vil håndtere den vanskelige relation til Moskva. Russerne har tydeligvis ikke tænkt sig at ændre opfattelse eller adfærd, og på trods af økonomiske sanktioner forekommer staten ikke at stå over for snarlig undergang. At bevare status quo er naturligvis en mulighed, men spørgsmålet er, om det er realistisk i længden, uden at spændingsniveauet stiger yderligere. Kan fx. Ukraine holde til status quo ret meget længere uden fuldstændig at bryde sammen med de omfattende sikkerhedspolitiske konsekvenser, som det vil få for det øvrige Europa såvel som for Rusland?

Fordømmelserne mod Rusland er massive, og mange vil sikkert ønske, at alverdens ulykker og katastrofer vil ramme i hvert fald den politiske ledelse i Kreml, men Rusland forekommer i allerhøjeste grad at skulle forblive en varig realitet i verdenspolitikken, hvorfor bestræbelserne på at finde en tilgang til i det mindste at kunne tolerere russernes politiske eksistens er mere nødvendige end  nogensinde.