Tjetjeniens Moskva-tro stærke mand

Ramzan Kadyrov Foto: Goverment.ru

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Ramzan Kadyrov blev i 2007 valgt som politisk overhoved for republikken Tjetenien. Hans far, den Moskva-tro præsident i kølvandet på den anden Tjetenien-krig, var i 2004 blevet myrdet under et terrorangreb. Ramzan Kadyrov blev efter valget i 2007 Putins trofaste allierede og opnåede som tak herfor stor finansiel støtte fra Moskva.

Tjetenske tropper har bistået de russiske. Tjeteniske tropper var således aktivt engageret i kampene i Georgien i 2008 og senere i Østukraine og også i Syrien, fx under belejringen af Aleppo. Med de vestlige sanktioner mod Rusland i kølvandet på annekteringen af Krim og de faldende oliepriser blev hjælpen fra Moskva en del mindre, skriver Huseyn Aliyev i det tyske ”Russland-Analysen”.

Det ramte Tjetenien økonomisk, men har til gengæld givet Kadyrov en større politisk handlefrihed. Ikke desto mindre har Putin gentagne gange, også efter Kadyrovs genvalg i 2016 fortsat med i høje toner at rose Kadyrov, fx i forbindelse med tilbagevenden af familier (dvs. kvinder og børn) til IS-kæmpere fra Nordkaukasus og Centralasien.

Kadyrov organiserede i 2017 store demonstrationer til støtte for det forfulgte muslimske mindretal i Myanmar og protesterede åbent mod det russiske veto i FNs sikkerhedsråd mod den resolution, der gjorde regeringen i Myanmar ansvarlig for drab på uskyldige civile. Dette var den første muslimske menneskerettighedsdemonstration i Rusland overhovedet.

Menneskerettighederne overtrædes ellers groft i Tjenenien selv. Hundreder er i hvert fald forsvundet eller blevet dræbt. Kadyrov selv er omfattet af USA’s ”Magnitsky Act”. I de seneste år har Kadyrov haft ret stor politisk indflydelse i Moskva og været aktiv bag kulissen i politiske fraktioner i Putins bagland. Ved det nylige præsidentvalg i Rusland fik Putin 92 pct. af stemmerne i Tjetenien! Magten i Tjetenien er i stigende grad koncentreret omkring Kadyrov selv og en snæver kreds omkring ham, flere er familiemedlemmer.

Share This