Tjekkisk forfatter skriver om Danmark, uddrag 2

Mr.East Forlag har for en måned siden udgivet romanen “LOGOZ, Robert Holm, marketingekspert af Danmark” af den tjekkiske forfatter David Zábranský. Kamilla Ane Petersen vurderer romanen i en lektørudtalelse lavet for DBC bl.a., som en både “grotesk, filosofisk og samfundkritisk, hvilken klæder den”, og “højaktuel i forhold til debatten om Europas splittelse”.

Zábranskýs lidt kyniske, groteske og samfundskritiske roman om splittede europæiske samfund har danske hovedpersoner Robert Holm, Christian Mikkelsen og Jesper Pilgaard, som forsøger at skabe en bedre verden og løse den stigende politiske, moralske og samfundsmæssige splittelse i Europa.

Robert Holm, en dansk marketingekspert, beslutter efter at have deltaget på en konference i Shanghai at bekæmpe kapitalismen og dens forbrugsverden. Han vil bruge sin ekspertise og kreative evner til at forbedre miljø, afværge global opvarmning og motivere mennesker til at leve mere miljøvenligt. Robert Holm, som vor tids prins Hamlet, vil ikke længere ukritisk tilpasse sig tidens overforbrug.  

”At være eller ikke være” – ”at tåle den tøjlesløse skæbnes skyts eller gå væbnet mod et hav af plager” sagde Hamlet. Robert Holm indser det samme eksistentielle dilemma og vælger at handle. Ved hjælp af sociale netværk formår han at sætte en massemigration i gang. De europæiske eliter, anført af Robert Holm, forlader Europa og slår sig ned i det krigshærgede Syrien, hvor de opbygger et nyt samfund baseret på et enkelt liv med konservative værdier. Eliternes nye samfund er afskærmet fra den gamle verden af en mur. Populisternes tidligere domæne skal nu også beskytte de kreative og intellektuelle mod overforbrug, kapitalisme og populisme.

Hvad tænker en tjekkisk forfatter og hvilke forestillinger har han om Danmark? Vi vil i den kommende tid bringe korte uddrag fra bogen. I dag et uddrag som omhandler Jesper Pilgaards kone, Zsuzsanna, som oprindeligt kommer fra Ungarn, og i parrets villa i Klampenborg tænker over sit liv i Danmark. Jesper Pilgaard er i romanen formand for Danmarks stærkeste populistiske parti, Danmarks Nationale Front.

Zsuzsanna var på alle måder en smuk kvinde, men hun kunne
have været endnu smukkere. Hun var klar over det, men hun
talte ikke om det. Hun kunne have været endnu smukkere, hvis
hun havde boet uden for Danmark, lad os sige i de sidste ti år.
I Zsuzsannas position var det svært at forsvare denne
påstand. Det lød endda absurd. Folk omkring hende, for det
meste danskere, var overbeviste om det modsatte. Danmark og
et ophold i Danmark kunne kun være godt for ungarere.
Ligesom for polakker, rumænere, tjekker. På samme måde,
som det ville gavne de fleste nationaliteter på planeten. Det var
ikke nødvendigt at debattere i Danmark, at landet havde en
positiv virkning på alle. Det blev taget for givet.
Hud, hår, og almen sundhed, men også smil, tøj, udstråling,
humør, ånd, kultiveret opførsel og ringe. Indvandrere, der kom
til Danmark (hvide immigranter, men det er sekundært lige nu)
behøvede kun et år eller to i Danmark, og alt det ovenstående
tog et kvantespring, hvad kvalitet angik. I Danmark var alt
meget bedre. Hud, hår, esprit. En polsk eller ungarsk kvinde,
der efter et par år i København vendte tilbage til sit gamle
hjemland, var uigenkendelig allerede ved grænsen. Hun blev
straks genstand for had og onde vittigheder i sit hjemland,
faktisk allerede en halv meter før hun nåede grænsen; så stor
ville forskellen ved første øjekast være mellem hende og
hendes hypotetiske version, der var blevet hjemme i øst. Man
blomstrede simpelthen i Danmark. Ikke desto mindre var
Zsuzsanna overbevist om, at hun aldrig havde blomstret fuldt
ud i Danmark, og det var ikke hendes skyld.
Tro venligst ikke, at Zsuzsanna nu i halvtredsårsalderen kom
til den konklusion, at Danmark ikke har gjort hende godt, og at
hun nu oppe på første sal af deres villa i fortvivelse river sig i
håret. Det hår, hvis vækst Danmark havde påvirket så positivt i
næsten tyve år. Nej. Hun sad der med børnene og læste for
dem. Hun forsøgte at få dem til at glemme den grimme
oplevelse fra den foregående dag. Zsuzsanna var ikke dum. I
hendes tilfælde var der ingen fare for, at hun nu på tærsklen til
alderdommen for første gang ville vende om på hælen, og
derefter se forundret på bakken af år bag hende og
efterfølgende grådkvalt pege på bakken ved siden af, fordi hun

også gerne ville klatre op ad den, eller måske endda hellere
den. Kunne man ikke gå tilbage og klatre en anden vej?! Hun
måtte skamme sig over sig selv, hvis hun havde ført sit liv på
den måde.
Da hun i trediverne begyndte på den ungarske ambassade i
København, vidste hun godt, hvad hun gjorde, og hvilken pris
hun skulle betale for sin beslutning. Prisen var ikke svimlende.
Det skal også siges. Der havde hersket frihed i hendes
hjemland i mere end et årti dengang, men alligevel var
levestandarden i Danmark og Ungarn svær at sammenligne.
Kommunismen var væk i Ungarn, men et liv som et eventyr var
fortsat langt væk. Muligheden for at forlade Ungarn betragtede
mange på det tidspunkt som en sejr, og Zsuzsanna ville have
alt, hvad Danmark kunne tilbyde hende. Dejlig hud, almen
sundhed, men også et pænt smil, pænt tøj, udstråling, humør,
ånd, dannelse, ynde, ringe, skinnende og fast hår. Hun ville
gerne have ungarerne til at lave vittigheder om, hvordan hun
var klædt på, når hun kortvarigt vendte hjem fra Danmark. Hvad
var den pris hun skulle betale for det? Hun mistede noget af
den ungarske skepsis, snavs og tilbageståenhed i Danmark.
Dertil nogle venner og måske de mest subtile nuancer af det
ungarske sprog. Verden vil ikke gå under på grund af det.
Derudover var det lidt overdrevet, at se skepsis, snavs og
tilbageståenhed som en integreret del af menneskelig velstand.
Måske. Eller måske ikke.
Det var dog kun en begyndelse. På daværende tidspunkt,
hvor udvidelsen af Den Europæiske Union, som Zsuzsannas
oprindelige fædreland Ungarn snart skulle slutte sig til, var på
trapperne, var det fortsat klart i Europa, hvad der var godt og
hvad der var skidt, og hvad det næste trin i den globale
udvikling ville blive. Zsuzsanna fik job på ambassaden, flyttede
til Danmark og ventede der på Ungarn. Hun ventede i et
udviklet land på, at Ungarn også udviklede sig. Man kan for
eksempel forestille sig situationen ved, at hun simpelthen tog et
tidligere tog til paradis. Derefter stod hun på en station i
paradis-København. Ind i mellem kiggede hun på sit ur. Hun
kunne være i tvivl om, hvornår toget fra Ungarn ankom; og om
det overhovedet ankom. Det var virkelig ikke sikkert. Til
gengæld behøvede hun ikke at tvivle det mindste på, om hun
selv nåede sin slutdestination. Hun var der, hvor man generelt
gerne ville hen. Francis Fukuyama, der efter afviklingen af den
såkaldte Berlinmur i 1989, kom med konceptet om historiens

afslutning, kunne omkring årtusindeskiftet og et årti senere tage
fra konference til konference med dette cirkusnummer, fordi
verden så ud til at give ham ret. Berlinmuren delte dybest set
verden i godt og skidt, og efter at den forsvandt, troede folk, at
det kun ville blive det gode, der blev tilbage. Dusinvis af stater
var på det tidspunkt ved portene til det liberale demokrati.
Geopolitikken havde endnu ikke oplevet en så stærk
modebølge. Halvdelen af verden forsøgte at blive “Danmark”; et
socialt retfærdigt land med nul korruption og stærk beskyttelse
af menneskerettighederne. Lov og ret. Og endnu engang lov og
ret. Og engang til igen, vi er ikke nærige … Læssede de ind, det
ene land efter det andet. Verden havde ikke set den slags før,
så mange kugler is i gennemtærede tynde vafler.
Altomspændende demokratiserende furore. Ungarn deltog også
dengang.
Derefter kom de islamistiske terrorangreb på to høje
bygninger i New York og andre mål. Hr. Huntington, hr.
Fukuyamas kollega, introducerede i mellemtiden konceptet om
civilisationernes sammenstød og kort tid efter angrebene
ændrede verden sig igen. “Getting to Denmark”, komme til
Danmark, som hr. Fukuyama begyndte at kalde denne tidligere
bevægelse, var pludselig ikke længere mulig, heller ikke ifølge
hr. Fukuyama. Det var ikke let, og det virkede ikke. Der må
have været en storm, og der var faldet træer ned på sporene.
Under alle omstændigheder blev det nogle år efter Ungarns
indtrædelse i EU klart, at mange lande aldrig ville ankomme til
Københavns Hovedbanegård; Snesevis af stater aflyste
gradvist deres forbindelser til Danmark, lande som efter et
demokratisk forsøg vendte tilbage til autoritære regimer af
forskellig styrke. De kugler is, de uden omtanke havde læsset,
faldt simpelthen ned på deres skjorter og videre ned på gulvet.
Hvem kunne undre sig over det.
Selv efter denne drejning var det hele endnu ikke tabt.
Rusland og Kina, udemokratiske regimer, der i øvrigt aldrig
havde planlagt en rejse til Danmark, kunne i årene efter “isens
fald” fungere som en ny og god model for mange mindre lande;
for lande fra Asien, Afrika eller Sydamerika. Men der
manglende fortsat Europa. Den danske banegård vil godt nok
aldrig briste i sømmene. Men Ungarn kunne sådan set godt
være kommet, ikke? Og sammen med Ungarn alle de andre
lande fra Central- og Østeuropa, som trods alt har historisk
erfaring med demokrati, og som ingen ville turde sammenligne

med banan- og halvbananrepublikker, som Chile, Thailand,
Indonesien m.fl. Centraleuropa var i Europa, ikke langt fra de
græske traditioner. Men alt det var forkert, intet af det var sandt.
At ingen ville turde sammenligne Ungarn med Chile eller
Indonesien? Jo, det tillod de sig. Og at landene fra Central- og
Østeuropa skulle have nogen større erfaring med demokrati på
grund af køreafstanden til Grækenland? Nej, også det viste sig
at være en fejltagelse. Det var nok at åbne lærebøgerne og
trække hovedet ud af bagdelen.
Undskyld. Jeg vil bare sige, at allerede i Idéens år forstod
Zsuzsanna, at Ungarn heller ikke ville ankomme. Ingen
bekymrede sig om dets ankomst til Danmark, og Ungarn var
godt tilfreds der, hvor det var. Ungarn blev på det tidspunkt,
med velsignelse fra langt de fleste ungarere, styret af en mand,
som den danske liberale presse nærmest beskrev som Hitler.
Ordet “næsten” i den foregående sætning betyder, at den
ungarske version af Storpopulisten ifølge den danske presse
kun manglede meget lidt for at ligne Hitler. Næsten ingenting.
Det var en betydelig forenkling at sidestille den ungarske
populist med Hitler, men de danske liberale var overbeviste om,
at forenkling var nødvendig af hensyn til højere mål om at
forhindre en verdenskatastrofe. Zsuzsanna måtte grine af det
danske syn på tingene. Den evige afskrækkelse ved hjælp af
referencer til fortiden. Sammenligningen af den ungarske
premierminister og Hitler var latterlig, hvilket alle, der ikke var
blinde på det ene øje, må have været klar over. I årene lige før
Idéen talte danske kommentatorer dog alligevel dag efter dag
om ungarerne som om de var fascister.
I det øjeblik indså Zsuzsanna, at hun stod på den helt
forkerte banegård. Hun tog fejl i at tro, at hun i Danmark boede i
et udviklet land, fordi et virkelig udviklet samfund ikke kunne
bygges og vedligeholdes af halvblinde mennesker. Det var i
virkeligheden Danmark, der haltede bagefter. Var mere og mere
tilbagestående. Det var præcist det, hvad hun mente med, at
hun aldrig var blomstret fuldstændigt op i Danmark. Opholdet i
Danmark mindede hende i stigende grad om at være i en
børnehave, hvis rytme hun uundgåeligt måtte tilpasse sig. Tage
tøfler med i rygsækken, en madpakke, ikke tale uhøfligt.
Hun boede i Danmark med børn, som aldrig vil blive til noget.
Hun var klar over prisen og betalte den. Ikke specielt villigt, men
hun betalte.

Bogen kan købes hos landets boghandlere og koster 249 kr. samt snart lånes på biblioteker. Du kan naturligvis købe den direkte hos Mr.East ved at MobilPay til 27 12 94 44. Husk at meddele dit mobilnummer samt mail (forlangt af DAO). Vi betaler porto og sender straks. ota