Tjekkiets indenrigsminister om flygtningekvoter: Heller sanktioner end flygtninge
Tjekkiet: Tjekkiet skal ifølge de europæiske flygtningekvoter vedtaget i september 2015 tage imod omkring 1600 flygtninge. Landet har foreløbigt taget imod 12, og regner ikke med at tage imod de resterende omkring 1588. Det skriver den tjekkiske avis Eurozpravy.
Tjekkiet har ifølge landets indenrigsminister Milan Chovanec ikke planer om at tage imod flere flygtninge, da landet ikke har mulighed for at sikkerhedstjekke flygtninge, inden de kan få asyl i landet.
De fleste flygtninge er ifølge Milan Chovanec ikke villige til at vente et sted i Italien eller Grækenland, mens en sikkerhedsmæssig kontrol af personen foregår, og det umuliggør en grundig sikkerhedsmæssig kontrol.
Tjekkiets afvisning kan betyde, at EU vil indlede sanktioner mod Tjekkiet, men det mener Milan Chovanec ikke er noget, landet skal frygte.
”Det bliver regeringens ansvar at vurdere, hvorvidt det er eventuelle sanktioner værd. Det mener jeg, det er, vi kan ikke tillade folk at rejse ind uden kontrol, siger Milan Chovanec.
Obligatoriske flygtningekvoter til fordeling af 160.000 flygtninge blev vedtaget i september 2015 ved en flertalsbeslutning. Tjekkiet, Ungarn, Rumænien og Slovakiet stemte dengang imod forslaget. ota