Tjekkiet minder Jan Palach

Af Ota Tiefenböck

Tjekkiet: Det er i dag 48 år siden, at den dengang kun 20-årige filosofistuderende Jan Palach brændte sig selv ihjel i protest mod Sovjetunionens invasion i Tjekkoslovakiet. Jan Palachs protest vækker fortsat store følelser i Tjekkiet og er en historie om en ung mand, som var villig til at ofre alt for at få andre væk fra den resignation, der efter russernes invasion i 1968 begyndte at brede sig i det tjekkoslovakiske samfund.

“Den 16. januar 1969 ved 15-16-tiden stod Jan Palach ved trappen til Nationalmuseet, hvor Prags Wenzelsplads munder ud i det sydøstlige hjørne. Han lagde sin frakke og taske fra sig, overhældte sig med hele indholdet af en benzindunk, tændte en tændstik. Øjeblikkeligt derefter stod hele hans krop i flammer, mens han løb hen over pladsen. I tasken havde han afskrift af det afskedsbrev, som han på forhånd havde sendt til sine efterladte og studiekammerater.

En sporvognsfører så Jan Palach komme over mod sig og kastede sin frakke over ham. Palach bad ham om at slukke flammerne med frakken. Derefter faldt han om på gaden. Sporvognsføreren ledsagede ham til en ambulance, der omgående var på plads, mens Jan Palach, som var ved fuld bevidsthed, fortalte, at det var ham selv havde sat ild til sin krop. Jan Palach havde fået en tredjegradsforbrænding på 85 % af kropsoverfladen. Hans tilstand blev betegnet som yderst alvorlig.

Jan Palachs afskedsbrev blev ikke officielt offentliggjort, men natten til den 20. januar blev der klæbet vægplakater op i Prag med følgende indhold:

Da vort land er ved at synke ned i håbløshed, har vi besluttet os for at give udtryk for vores protest og på denne måde ruske op i folk. Vor gruppe er dannet af frivillige, som er

beredt til at brænde sig ihjel for vores sag. Æren med at trække det første lod tilfalder mig, hvorved jeg har opnået retten til at skrive det første brev og tænde den første fakkel. Vores krav er: 1) øjeblikkelig ophævelse af censur 2) øjeblikkelig forbud af Zpravy. (Zprávy (Nyheder), et nyhedsblad, der blev udgivet under sovjetisk kontrol og trykt i DDR,) Hvis vores krav ikke bliver opfyldt inden fem dage, dvs. til 21.1.1969, ville der komme til at brænde flere fakler”. Fakkel nummer 1

Der er dog aldrig kommet nærmere oplysninger frem om den gruppe, som Jan Palach tilhørte. I dag anses det for sandsynligt, at der slet ikke eksisterede en sådan gruppe.

Jan Palach døde den 19. januar 1969 af sine stærke forbrændinger. Dagen før fortalte han en læge, at det havde været hans pligt at handle, som han havde gjort, og at han ikke angrede det. Han gentog, at der fandtes flere medlemmer i hans gruppe, som var rede til at gøre nøjagtigt som han. Lægen sagde senere, at Jan Palachs forstand var “klar og logisk”.

Efter dødsfaldet læste anføreren af de strejkende studenter, Lubomír Holeček, de ord op, som Jan Palach havde dikteret ham tre timer før sin død:

“Min gerning har opfyldt sit formål. Men ingen bør gentage den. Studenterne bør skåne deres liv, så de kan have et langt liv og i levende live bidrager til kampen. Jeg siger ‘på gensyn’ til jer. Måske ses vi en gang.”

Følsom og tænksom mand

Jan Palachs studiekammerater og lærere betegner i tjekkisk presse Jan Palach som en tænksom og følsom ung mand, som havde et stærkt behov for at hjælpe andre. Jan Palach og hans studiekammerater levede i en tid med store omvæltninger. Foråret i Prag, en tid præget af håb og diskussioner om et bedre samfund. Et samfund baseret på socialistiske principper med tiltrængte ændringer af det tjekkoslovakiske samfund, som dog kort efter blev knust af russernes og de andre Warszawa-pagt landes invasion med den efterfølgende normalisering.

I årene efter Jan Palachs protest blev Jan Palachs navn af det kommunistiske regime i Tjekkoslovakiet forsøgt at udviske fra historien. Jan Palach blev oprindelig begravet på Prags største kirkegård, Olšany-Kirkegården. Graven blev til et valfartssted, og Palach blev til et martyr for et frit Tjekkoslovakiet. For at undgå forsamlinger og mindeoptog, hvert år den 16. januar, og for at udviske minderne om Jan Palachs protest, blev hans grav genåbnet af Tjekkoslovakiets hemmelige politi (StB) den 25. oktober 1973 om natten, og hans lig kremeret.

Urnen blev sendt til Palachs mor til genbegravelse på kirkegården i hjembyen Všetaty. En anonym gammel dame blev lagt til hvile i hans grav på Olsany kirkegården. Moderen fik dog ikke lov til at sætte urnen i jorden på den lokale kirkegård før i 1974. Jan Palachs urne vendte først tilbage til det oprindelige gravsted på Prags Olšany-Kirkegård efter Fløjlsrevolutionen, den 25. oktober 1990.

Kilde: Wikipedia