Tjekkiet har sendt våben for 141 mio. euro til Ukraine og vil sende flere

T-72 kampvogn Foto: by Staff Sgt. Brent Hunt, 1st BCT PAO, 4th Inf. Div.).

Af Michael Skovgaard

Tjekkiet: Den tjekkiske regering har fremsat et forslag om at sende endnu en våbenpakke til Ukraine til en værdi af 24-28 mio. euro.

Forsvarsminister Jana Cernochová oplyste, at landet allerede har leveret våben til en værdi af 141 mio. euro uden dog at specificere nøjere, hvilke våben der har været tale om.

Forsvarsministeriet samarbejder også med Ukraines ambassade i Prag med henblik på køb af våben for de penge, som er blevet indsat på ambassadens konto. Indtil videre har ambassaden modtaget 48 mio. euro.

Cernochová ville hverken bekræfte eller afkræfte, at Tjekkiet har sendt kamphelikoptere til Ukraine, hvilket den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin meddelte mandag. Tjekkiet skulle også have sendt T-72 kampvogne og diverse missilsystemer til Ukraine.

Den tjekkiske forsvarsminister bekræftede dog, at landet sender tunge våben til Ukraine, men uden at afsløre nøjere detaljer. „Jeg vil ikke have, at vores liste med våben ender hos Kreml“, tilføjede forsvarsministeren.

Share This