TIL VORES DANSKE VENNER – PÅ 25-ÅRSDAGEN FOR POLSK FRIHED

Præsidentpaladset i Warszawa Foto: Ota Tiefenböck

Præsidentpaladset i Warszawa Foto: Ota Tiefenböck

 

Kommentar af Rafał Wiśniewski, Den Polske Republiks ambassadør i Danmark

Polen: Den 4. juni 2014 fejrer polakker verden over 25-året for det første pluralistiske valg i efterkrigstiden. Valget førte til udnævnelsen af den første ikke-kommunistiske regering i Øst- og Centraleuropa, og det var medvirkende til kommunismens fald i hele regionen i efteråret 1989, symboliseret ved Berlinmurens fald i november 1989.

Den 4. juni 1989 afsluttede et for Polen både usædvanligt og vanskeligt årti, som tog sin begyndelse i august 1980 med fremkomsten af Solidaritetsbevægelsen under Lech Wałęsas lederskab. Til de vigtige begivenheder i 1980’erne hører ligeledes de kommunistiske myndigheders indførelse af krigsretstilstand i december 1981, hvilket dog ikke formåede at knuse modstanden i samfundet, og påbegyndelsen af forhandlingerne i 1988 mellem magthaverne og den demokratiske opposition, som muliggjorde en fredelig transformation.

Mange polakker er af den opfattelse, at Anden Verdenskrig, som startede i september 1939, først rigtigt sluttede for vores land den 4. juni 1989. For selvom Polen blev befriet fra den tysk-nazistiske besættelse i foråret 1945, så fik landet i de efterfølgende godt fire årtier ikke mulighed for at udvikle sig som en fri, demokratisk og reelt uafhængig stat.

Derfor har vi i disse dage indtil flere grunde til at føle historisk glæde. Og vi er rigtig glade for, at vi ved mindehøjtideligheden i Warszawa ud over repræsentanter fra en lang række andre lande – Polens allierede i EU og NATO – også får besøg af den danske udenrigs- og europaminister Martin Lidegaard. For Danmark er for os ikke alene en nabo og værdifuld partner, men også et land, hvis støtte vi har kunnet regne med i nødens stund ved forskellige historiske lejligheder.

Årsdagen er den perfekte lejlighed til endnu engang at mindes disse historiske øjeblikke og fortjenester samt udtrykke vores dybeste taknemmelighed i den forbindelse.

Det moderne, frie og demokratiske Polen er yderst taknemmeligt for de mange danske politikere, eksperter og journalister, som også før 1980 nægtede at tro på den sovjetiske og kommunistiske propaganda, og som bemærkede vores ambitioner i retning af frihed og demokrati selv i de sværeste tider. Vi påskønner i allerhøjeste grad alle de danskere, som bakkede op om disse ambitioner, bl.a. gennem udbredelse af objektiv information i deres eget samfund om, hvad der i virkeligheden gemte sig bag jerntæppet. Og som var bevidste om, at folk i Centraleuropa også ønskede at leve under politiske styreformer, de selv havde valgt, og indgå de internationale alliancer, de selv ønskede.

Vi må heller ikke glemme den helt spontane og omfattende støtte, som mange danskere ydede til Solidaritetsbevægelsen lige fra dens opståen – både i de første 16 måneder i 1980-81, hvor Solidaritet var lovliggjort, og i den efterfølgende periode efter indførelsen af krigsretstilstand, hvor Solidaritet og andre grupperinger, som talte for demokrati, var tvunget til at udføre deres arbejde i undergrunden. Vi husker stadig den store interesse, som begivenhederne i datidens Polen vakte i de danske medier og blandt danske intellektuelle, og vi mindes støtten fra de danske fagforeninger, politiske partier og civilsamfundsorganisationer, herunder humanitære og kirkelige organisationer. Og vi glemmer ikke de mange konkrete beviser på ægte mellemmenneskelig solidaritet mellem naboer: kopiapparaterne, som blev smuglet til Polen til brug for undergrundspressen, medicinen og lægeudstyret, den finansielle støtte til arresterede. Vi husker den omsorg, som mødte dem, der emigrerede fra Polen til Danmark i hele perioden 1945-89.

I dag, hvor vi ikke alene fejrer, at Polen genvandt sin frihed, men også den succesfulde overgang til demokrati og markedsøkonomi, tænker vi med stor respekt og anerkendelse tilbage på den danske støtte til vores politiske og økonomiske transformation efter 1989, hvor hundredvis af danske eksperter rådgav os om bl.a. reformer af retssystemet, det lokale selvstyre og organiseringen af landbruget.

Den polske succes i de seneste 25 år havde ikke været mulig, hvis ikke Polen havde fået mulighed for at træde ind i NATO og EU. Det kan ikke understreges nok, at Danmark i begge henseender spillede en særdeles positiv og konstruktiv rolle og helt fra start stod for en holdning, der både var principiel og klar: Den, der opfylder kriterierne for medlemskab, har ret til at blive optaget. Men samtidig hjalp danskerne os med at opfylde disse optagelseskriterier, hvilket ikke var nogen nem opgave for et land, som var i gang med at lægge årtiers totalitaristisk overherredømme bag sig. Den tro og overbevisning, som mange danskere havde om, at Polen ikke bare kunne, men ligefrem burde opnå succes, var for os lige så væsentlig som den kompetente rådgivning og ekspertstøtten.

I de forgangne år har vi haft mulighed for personligt at hædre nogle af de mange danskere, som aktivt støttede Polen under kommunismen og i tiden efter. Der har dog været tale om enkeltpersoner, og vi er os fuldt bevidste om, at de mennesker, der i forskelligt omfang og på forskellige niveauer deltog i denne proces, ikke skal tælles i hundreder, men i tusinder. Derfor er det vores store ønske, at de alle skal vide, at vi husker dem, og er dem taknemmelige!

25 år efter kommunismens fald i Polen er stafetten i det polsk-danske samarbejde blevet overtaget af erhvervsfolk, eksportører og investorer, som samarbejder med hinanden, og efterhånden også af de stadig flere turister, studerende, kunstnere og videnskabsfolk, som ikke længere ser på naboen på den anden side af Østersøen som et hemmeligt sted bag et tæppe eller en mur. De er alle med til at skrive et nyt og stadig mere optimistisk kapitel i historien om det polsk-danske samarbejde, som dog ikke ville have været muligt uden den foregående generations engagement. Den generation, som i yderst vanskelige og udfordrende tider udviste polsk-dansk solidaritet og kæmpede for frihed og demokrati.

Det var denne generation, der – ofte anonymt – skrev det formentlig hidtil smukkeste kapitel i historien om vores naboskab.

 

 

Share This