Tabstal i krigen i Ukraine – og definitionen af „ofre“ – dræbte eller sårede?

Ukraine: Når det gælder ofre og tab i krigen i Ukraine, er der ikke mange valide oplysninger. I begge lande regnes de for en statshemmelighed, og tallene er også led i den verserende informationskrig. Den tyske avis Frankfurter Rundschau har dækket emnet indgående i længere tid. Tallene kan tilnærmelsesvis anslås på baggrund af satellitbilleder og videooptagelser, men de er langt fra sikre.
Under kampene i maj 2022 omkom dagligt 100-200 soldater ifølge Zelenskyj og dennes rådgiver M. Podoljak. I august 2023 skrev NY Times med amerikanske embedsmænd som kilde, at op til 70.000 ukrainske soldater var omkommet, og at 100.000-120.000 var sårede. I november 2024 skrev The Economist, at der var tale om 60.000-100.000 dræbte ukrainere og op mod 400.000 sårede. Kort efter skrev den ukrainske krigskorrespondent Jurij Butusov, at der var tale om 70.000 dræbte ukrainere og 35.000 savnede ifølge kilder i den ukrainske hærledelse.
Med hensyn til Rusland blev det officielt bekræftet i september 2022, at knap 6.000 russiske soldater var døde. Og frem til slutningen af 2023 lød tallet på 110.000 dræbte. Kilden er amerikansk med henvisning til den russiske tjeneste FSB. Britiske BBC og det uafhængige russiske medie Mediazona når frem til ca. 150.000 dræbte russiske soldater på baggrund af offentligt tilgængelige kilder – herunder også opslag på sociale medier og lokal presse. BBC skriver dog, at baseret på analyser af oplysninger fra kirkgårde og nekrologer kan tallet ifølge flere forskere være væsentligt højere – op mod 250.000-350.000.
Seneste melding fra den britiske efterretningstjeneste er, at der er ca. 1.000 russiske ofre dagligt. De britiske og ukrainske kilder går ud fra et samlet tal på ca. 30.000 russiske ofre om måneden og godt 1 mio. samlet set – men antallet af dræbte i forhold til sårede er ikke helt klart.
Som nævnt i en tidligere artikel angiver Zelenskyj alle ofrene som værende „dræbte“. Dog stemmer det ikke helt overens med tilgængelige kilder. Men det er som allerede nævnt svært at finde helt pålidelige kilder og nøjagtige tal. Michael.Skovgaard
