Storbritannien leverer kampvogne til Ukraine. Tyskland tøver stadig, men hvor længe endnu?

Leopard_2A4 Foto: Texcoco

Af Michael Skovgaard

Ukraine: Storbritannien har besluttet at levere 12 kampvogne af typen Challenger til Ukraine. Tyskland tøver stadig med at levere Leopard 2, men spørgsmålet er, hvor længe kansler Scholz kan modstå presset – det skriver flere tyske aviser.

Presset på kansler Olaf Scholz er øget – ikke kun internt i den tyske regering, men også fra andre lande heriblandt Polen, som vil sende tyske Leopard 2- kampvogne til Ukraine, Men Tyskland har det sidste ord, da landet skal godkende eksport af våben fremstillet i Tyskland.

Kansler Scholz tøver og har hidtil erklæret, at han ikke ønsker en eskalation i Ukraine i form af levering af Leopard 2-kampvogne. Et andet argument har været, at den seneste teknologi kan falde i russiske hænder, hvis de får fingre i en Leopard. Og endelig ønsker den tyske kansler ikke at gå enegang med hensyn til leverancer af våben til Ukraine.

Den tyske regering er splittet. Både De Grønne og FDP, som er med i Ampel-regeringen, er for leverancen, mens SPD er splittet internt. Oppositionspartiet CDU presser også på for at få sendt kampvognene af sted.  

Scholz‘ argument med hensyn til enegang tegner nu til at få en anden vinkel, hvis hovedparten af NATO-landene er for levering af de tyske kampvogne, som udgør rygraden i flere NATO-landes militær.

Det forventes, at der kommer en løsning 20. januar, hvor repræsentanter for alle NATO-lande inkl. USA mødes på Ramstein-basen i Tyskland for at drøfte det videre forløb. Scholz har hidtil erklæret, at han ikke vil levere våben til Ukraine uden en forhåndsaftale med USA. 

Share This