Stigende antal pensionister skaber problemer i Polen
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Polen: Den polske regering har sænket pensionsalderen til 60 år for kvinder og 65 for mænd, men søger samtidig at få folk over pensionsalderen til at arbejde mere, men det er svært at finde frem til en holdbar model.
I øjeblikket arbejder kun 370.000 ud af 5 mio. pensionister. Dertil skal føjes sort arbejde, der af gode grunde ikke registreres og heller ikke bidrager positivt til at dække det stigende statsunderskud.
At så få vælger at arbejde hænger iflg. en analyse skrevet af Leszek Kostrzewski for ”Gazeta Wyborcza” sammen med, at pensionsudbetalingerne typisk er høje, typisk over halvdelen af den sidst udbetalte løn, men niveauet vil falde til 25-30 pct. over ti år, og det kan måske få flere til at arbejde ekstra.
Men det haster med at få gennemført lovændringerne, ellers opstår der uundgåeligt flere flaskehalse på arbejdsmarkedet. Allerede nu er arbejdsløsheden i Polen historisk lav, på godt 5 pct.
Selv uden den seneste nedsættelse af pensionsalderen ville antallet af polakker i den produktive alder være faldet med 1.3 mio. Efter nedsættelsen skønnes der at komme yderligere 800.000 færre i den produktive alder i årene frem til 2026.
Den umiddelbare følge af nedsættelsen af pensionsalderen er en ekstraudgift for staten på 10.2 mia. zloty (ca. 15 mia. danske kr..) i 2018 og 11.9 mia. i 2019. Dertil kommer færre indbetalinger til forsikringsordningerne pga. afgangen fra arbejdslivet. Kort sagt, Polen har fået et delvist selvforskyldt ”pensionistproblem”.

