STATUS PÅ UKRAINE: DET VAR VIST DÉN VÅBENHVILE

Kampe i Debaltsevo. Foto: South Front

Kampe i Debaltsevo. Foto: South Front

Af Uffe Gardel

UffeUkraine: Det gik hurtigere end jeg havde ventet – tirsdag indtog oprørerne Debaltsevo og ødelagde samtidig de sidste illusioner om at Minsk 2-aftalen fungerer. Der er stadig krig, og ukrainerne er dybt ydmygede. Det er Merkel og Hollande også.

Så sent som mandag erklærede den tyske udenrigsminister at han var ”stort set tilfreds” med hvordan våbenhvilen blev overholdt. Og præsident Porosjenko pustede sig op og truede med ”ikke at vende den anden kind til”, hvis oprørerne fortsatte deres angreb. Men det gjorde de.

Og nu står vi så her. Sidste-øjebliks-telefonsamtaler fra Merkel og Hollande til Putin tirsdagforhindrede ikke oprørerne i at omringe og trænge ind i den strategisk vigtige by.

Oprørerne håber formentlig at provokere Porosjenko helt at droppe Minsk 2-aftalen. Ukrainsk indenrigspolitik vil gøre det svært for ham at stå imod.

Men det vil være en mindre katastrofe for Merkel og Hollande, hvis hele fredsindsats så vil ligge i ruiner. Amerikanerne vil begynde at levere våben til Ukraine, og krigen vil tage til i styrke – og blive endnu sværere at bringe under kontrol. Oprørerne vil glæde sig: De ville jo helst slet ikke have haft nogen våbenhvile.

Et nørdet PS: Nærlæsning af Minsk 2-aftalen viser flere pudsigheder. Aftalen opremser fx en masse former for tungt artilleri, som skal trækkes tilbage fra frontlinjen, og et af de systemer der nævnes, hedder ”Tornado-S”. Det er et ganske nyt raketkastersystem, som den russiske hær har. Ukraines hær har det ikke.

Og oprørerne hævder jo at de kun har de våben, de har hentet i erobrede ukrainske militærlagre. Så hvor mon Tornado’erne kommer fra?

Share This