Sprængningerne i Østersøen – fakta, myter og misforståelser

Af Michael Skovgaard

Rusland/Ukraine/Tyskland/USA: Da et debatindlæg her hos Mr. East åbenbart har afstedkommet en del virak og debat, skal jeg hermed gennemgå nogle fakta og mulige scenarier og motiver for de involverede parter- Og nu er det altså sådan, at et debatindlæg ikke nødvendigvis afspejler redaktionens holdning.

Den danske dækning har desværre været lidt mangelfuld, hvis man sammenligner med for eksempel de tyske medier. Et meget centralt punkt er, at den ene ledning i Nord Stream 2 tilsyneladende er intakt. Det er også en udbredt misforståelse, at NS 2 ikke var taget i brug og derfor var tom. Det passer ikke. Ledningen har været fyldt med gas og under tryk, siden den blev færdiggjort. Desuden ejer Gazprom ikke begge ledninger alene. Det russiske selskab har overtaget ejerskabet af NS 2, men Nord Stream 1 er ejet af Gazprom i fælleskab med flere andre multinationale energiselskaber.

Lad os se lidt på motiver og interesser. Rusland kan have udført sabotagen. Det taler for, at der er en intakt streng, så Putin stadig ville kunne levere gas, hvis der skulle opstå knaphed hen over vinteren. Rusland har faktisk tilbudt at levere gas til Tyskland, hvis man vil godkende Nord Stream 2.

Nu vil flere så spørge, hvorfor Putin skulle have destrueret gas for et milliardbeløb – altså den gas, der var i NS 2. Men Rusland kan ikke komme af med gassen andre steder, som det ser ud nu. Kina kan ikke aftage samme mængde gas, som Europa hidtil har aftaget.

Flere har påpeget, at Putin bare kunne dreje hanen i. Og hvorfor er sprængningen sket midt i Østersøen i stedet for tæt på Rusland? Man kan ikke bare dreje hanen i fra dag til anden. Det russiske system har været under tryk, og derfor har man kunnet se enorme flammer ved terminalen i Skt. Petersborg, hvor overskydende gas blev brændt af. Den enorme mængde gas i NS 2 kunne heller ikke bare lige „returneres“ i systemet. Hertil kommer, at det russiske marinekorps, som rent faktisk ville være i stand til at udføre den komplicerede sabotageaktion, faktisk er stationeret i Kaliningrad, som ligger relativt tæt på sabotagestedet.

Hvilke interesser har USA så? Man kan selvfølgelig tolke tidligere udmeldinger, som reelt blev fremsat før krigens start, men de har været vage eller uden reel substans. USA har naturligvis en interesse i at levere LNG til Europa som alternativ til russisk gas, og det kunne være et motiv. Men omvendt ville det være særdeles risikabelt, hvis det skulle komme for dagens lys, hvis USA stod bag sabotageaktionen.

Polen spiller en lidt særlig rolle og har reelt set også et motiv. Landet har længe været på kant med Tyskland vedrørende gas, og man var i sin tid sure over Nord Stream 1 og 2, fordi de gik uden om Polen, som dermed mistede transitindtægter. Indtil videre er Jamal-pipelinen, som går gennem Polen til Tyskland lukket ned. Polen nægtede at afregne i rubler for russisk gas, sådan som de øvrige lande har gjort. Landet indgik i sin tid en aftale med Trump om leverancer af LNG til det relativt nye „hub“ ved Stettin. Tyskland har rent faktisk spurgt Polen, om landet ville levere gas tll Tyskland i en nødsituation. Hertil har Polen svaret nej.

Ukraines motiv er ret indlysende. Og man skal huske på, at der rent faktisk stadig leveres gas til Europa fra Rusland gennem Ukraine, men her er der en igangværende strid om transitindtægter. Så ud over Jamal-ledningen er ledningen gennem Ukraine strategisk vigtig.

Og Tysklands interesser …? Sprængningen har indtil videre sat en stopper for intern politisk strid, hvor især flere østtyske politikere krævede NS 2 åbnet, så umiddelbart har den været „bekvem“ for den tyske regering.  

Endelig bør man hæfte sig ved, at en så målrettet sprængning af rørene ikke bare lige kan udføres af nogle missiler, ubåde eller tilfældige trawlere eller dykkere. Vi er nede på 70 meter vand, og Østersøen er så overvåget, at det ville være svært for en ubåd eller et krigsskib at udføre en konventionel aktion uden at blive opdaget.

Den endelige sandhed kommer nok aldrig for dagens lys, og der lader ikke til at være vilje til nærmere undersøgelser. De seneste meldinger tyder på, at Sverige gerne vil undersøge det nærmere, men måske har USA sagt nej som led i landets optagelse i NATO. Rusland vil også gerne være med i undersøgelserne, men har fået nej. Sagen er vel, at alle parter dybest set er bedst tjent med, at det aldrig bliver opklaret, hvad der reelt er foregået.