Splittet Polen uanset hvem der vinder præsidentposten

Foto: Olek Remesz

Af Ota Tiefenböck

Polen: Exit polls viser, at Andrzej Duda vil fortsætte på posten som landets præsident. 50,4 procent til Duda og 49,6 procent til Trzaskowski er dog langtfra en sikker føring, som med sikkerhed ender med Dudas sejr. Fordelingen af stemmerne viser dog under alle omstændigheder, hvor splittet det polske samfund er.

Vi vil formentlig i løbet af aftenen opleve at se Dudas sejr bekræftet, men der kan fortsat ske en del. Der er for eksempel polakker i udlandet, som hovedsageligt stemmer på Trzaskowski og hvis stemmer først bliver optalt senere.

Alt, især den høje valgdeltagelse, tyder på, at det alligevel bliver Duda, der vinder valget. Uanset om det bliver ham, eller hans modstander, vil vi fortsat se et splittet Polen. Et delt land, hvor to befolkningsgrupper nærmest hader hinanden og hvor hele samfundet efterhånden har indrettet sig derefter.

Vi ser medier, som har lagt deres journalistiske objektivitet til side og enten støtter den ene side eller den anden. Medier som er blevet til kommunikationsvirksomheder og gerne sviner modstanderen til for at opnå deres mål. Eller sagt med andre ord, vi har at gøre med medier hvis formål er at promovere en bestem politisk og samfundsmæssig holdning.

En trist udvikling, som begge sider af den politiske virkelighed i Polen er lige gode om. Også om den had og splittelse som findes i det polske samfund. Set med disse øjne, er det helt ligegyldigt, om det bliver den ene eller den anden der vinder. Vi vil fortsat se et splittet og demokratisk umodent Polen, hvor alt handler om at bekæmpe modstanderen frem for at samle kræfterne for at gøre noget godt for landet og landets indbyggere som helhed.

Share This